Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 22:57
Voldsomme sammenstød er søndag aften i gang i Tel Aviv mellem primært jøder af etiopisk oprindelse og politiet. Det er en demonstration mod politivold, der har udviklet sig.
Det skriver avisen Jerusalem Post på sin hjemmeside.
Demonstranterne tæller flere tusinde mennesker, og urolighederne finder sted på Rabin-pladsen i Tel Aviv.
Demonstrationen havde stået på i flere timer og forløb roligt, lige indtil minister for offentlig sikkerhed Yitzhak Aharonovich dukkede op, oplyser øjenvidner til Jerusalem Post.
Avisen Haaretz skriver, at 30 er kvæstet under sammenstødene, og at politiet bruger chokgranater og tåregas for at holde folkemængden tilbage.
Demonstrationen var indkaldt for at protestere mod politivold og såkaldt institutionaliseret diskrimination mod jøder af etiopisk herkomst.
Det er en filmet optagelse af, hvordan politifolk i sidste uge banker en jødisk-etiopisk soldat, der har fået gemytterne i kog.
- Jeg vil ikke bruge mit hebræiske navn i dag, siger en demonstrant til Jerusalem Post.
Han bliver spurgt, om demonstranterne er inspireret af den seneste uges demonstrationer i den amerikanske by Baltimore, hvor der har været voldsomme protester over, at en ung sort mand døde i politiets varetægt.
- Måske, svarer han.
- Israel kopierer alt fra USA. Det kopierer den måde, som USA behandler sorte folk, siger han.
Nogle demonstranter har kastet med sten, flasker og stole fra udendørs restauranter efter at have forsøgt at storme rådhuset i Tel Aviv.
En række af politiets biler og motorcykler er smadret.
/ritzau/