Voldsomme naturbrande i Tennessee kræver flere dødsofre
Det samlede dødstal i forbindelse med skovbrandene er nu oppe på ti. Imens er hele nabolag lagt i ruiner.
14.000 mennesker er blevet evakueret fra området, og Great Smokey Mountains er lukket for besøgende.
14.000 mennesker er blevet evakueret fra området, og Great Smokey Mountains er lukket for besøgende. Foto: Brian Blanco/AFP


Yderligere tre mennesker er bekræftet døde i de skovbrande, der i øjeblikket hærger i og omkring nationalparken Great Smokey Mountains i den amerikanske delstat Tennessee.

Det bringer det samlede dødstal i forbindelse med brandene op på ti.

Imens har 74 mennesker modtaget behandling for mindre brandskader.

Det oplyser borgmester i Sevier County Larry Waters ifølge NBC News.

Omkring 70 mennesker har været meldt savnet. Ifølge borgmesteren er det dog lykkedes redningsfolk at finde "en hel del" af dem.

Brandfolk kæmper med at få tæmmet flammerne. Trods regn i området er en stor del af branden endnu ikke under kontrol.

- Den regn, vi fik, har bremset ilden en dag eller to på et kritisk tidspunkt. Men truslen er der fortsat, oplyser den lokale brandmyndighed ifølge NBC News.

Hele nabolag er lagt i ruiner af ilden. Onsdag lød det fra myndighederne, at 700 bygninger er blevet ødelagt i området, hvor blandt andet den populære turistby Gatlinburg ligger nær nationalparken.

Gatlinburgs borgmester, Mike Werner, har selv mistet sit hjem i branden.

- Det er et kæmpe bump på vejen, men vi kommer til at klare den. Vi skal nok blive okay igen, siger han.

14.000 mennesker er blevet evakueret fra området, og Great Smokey Mountains er lukket for besøgende.

Ifølge parkleder Cassius Cash er branden "sandsynligvis menneskeligt forårsaget", skriver The Washington Post.

Guvernør Bill Haslam har kaldt naturbranden den værste i mindst 100 år.

Senest har den amerikanske countrysangerinde Dolly Parton meddelt, at hun vil donere 1000 dollar, cirka 7000 kroner, om måneden til de familier, der er berørt af naturbrandene i Tennessee. Det skriver BBC.

Pengene skal ifølge sangerinden bruges til at hjælpe de berørte familier på fode igen.

- Jeg ved, det er en svær tid for mit folk, og den her assistance vil hjælpe, siger hun.

Sangerinden kommer selv fra Tennessee, og hun har også en forlystelsespark i området.

Forlystelsesparken "Dollywood" er dog ikke blevet ramt af flammerne endnu.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.