Voldsom ulykke i Odense: Flugtbilist speede op og forsvandt
En cyklist blev lørdag nat kørt ned af en bil i det centrale Odense. Bilens fører speedede op og forsvandt.
Politiet efterlyser en flugtbilist efter voldsom cykelulykke.
Politiet efterlyser en flugtbilist efter voldsom cykelulykke. Foto: Colourbox/free


Fyns Politi leder med lys og lygte efter en grønlig personbil, sandsynligvis en Mazda, hvis fører stak af efter at have påkørt en cyklist på Vestre Stationsvej i Odense natten til søndag.

Cyklisten har fået svære læsioner i hovedet og var en overgang i livsfare, oplyser Fyns Politi.

Det var en 26-årig mand, der blev påkørt, da han omkring klokken 4 kom cyklende ad Vestre Stationsvej i Odense.

Ud for nummer 15 blev han ramt af bilen, hvis fører efter ulykken kortvarigt sænkede farten, men derefter speedede op og kørte fra stedet. Et vidne har forklaret, at bilen efter ulykken drejede til højre ad Store Glasvej og forsvandt.

Den 26-årige er blevet kørt til behandling på Odense Universitetshospital, hvor lægerne har stabiliseret hans tilstand, så han meldes uden for livsfare.

Politiet har undersøgt ulykkesstedet sammen med en bilinspektør og konstateret, at bilen formentlig er grøn eller grønlig.

Der er desuden fundet en tabt nummerplade på stedet med registreringsnummeret AT72.266. Ifølge politiets register skulle denne nummerplade sidde på en Mazda 323 fra 1997, der hører til på en adresse i Odense SV.

Politiet anholdt søndag formiddag den mand, der er registreret som ejer af bilen.

Han er sigtet i sagen, men politiet ved endnu ikke, om det var ham, der kørte bilen, oplyser vagtchef Lars Thede, Fyns Politi..

Han er sigtet for overtrædelse af færdselslovens paragraf 9, der siger, at bilister, der involveres i færdselsulykker, straks skal standse, og af straffelovens paragraf 249 om grov legemsbeskadigelse.

Politiets jurister har dog vurderet, at han ikke skal fremstilles i grundlovsforhør, siger Lars Thede.

Politiet leder søndag eftermiddag fortsat efter den grønlige bil, muligvis en Mazda 323, med skader på fronten og hører gerne fra vidner, der opholdt sig på Vestre Stationsvej eller Store Glasvej omkring ulykkestidspunktet, eller folk, der har set bilen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.