Voldsom biljagt: Cyklist påkørt og betjente kvæstet i København
To personer er anholdt efter en biljagt gennem Københavns gader. Cyklist slap heldigt fra påkørsel.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
To betjente skal en tur på skadestuen efter en biljagt i København.
Se flere videoer på Localeyes.dk


Colbjørnsensgade og en del af Vesterbrogade i København var tirsdag aften afspærret efter en voldsom biljagt, der begyndte på Amager.

Undervejs i biljagten blev en cyklist påkørt, og to betjente måtte en tur på skadestuen, da deres patruljevogn blev påkørt.

- Klokken 19.19 vil en patrulje standse en bil på Sundholmsvej på Amager. Men personerne i den har ikke lyst til at tale med politiet og stikker af, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix til Ritzau.

Derefter går biljagten ind mod byen. På H.C. Andersens Boulevard ved Stormgade påkører flugtbilen en cyklist.

- Men cyklisten slipper meget, meget heldigt, da bilen kun snitter baghjulet, forklarer vagtchefen.

Bilen fortsætter flugten ind på Vesterbro og kører op ad Colbjørnsensgade ved Københavns Hovedbanegård.

- Her holder en patruljevogn, der er kørt ned ad Colbjørnsensgade mod ensretningen, stille. Det får dog ikke den flygtende bil til at standse eller sætte hastigheden ned. I stedet kører den direkte ind i patruljevognen, siger Henrik Brix.

Ved påkørslen får den ene betjent en mindre flænge i underbenet, mens den anden klager over smerter i nakken. De bliver begge kørt til skadestuen, mens de to personer i bilen bliver anholdt.

Politiet ved endnu ikke, hvorfor føreren valgte at stikke af. Bilen var ikke stjålet, og der er ikke fundet noget ulovligt i den.

- Vi har en teori om, at føreren kan være påvirket af spiritus eller stoffer og har fået taget en blodprøve, forklarer vagtchefen.

Chaufføren i flugtbilen kan nu se frem til flere sigtelser for overtrædelse af færdselsloven samt muligvis straffelovens paragraf om at bringe andres liv eller førlighed i fare.

Desuden kan der komme en sigtelse for spirituskørsel eller kørsel under indflydelse af stoffer, hvis blodprøven viser sig at være positiv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.