Foreningen Hjælp Voldsofre vender tommelfingeren nedad til et forslag fra De Radikale om, at unge voldsmænd skal kunne bytte fængselsbriksen ud med skolebænken.
Ifølge De Radikale skal førstegangskriminelle under 30 år kunne veksle en ubetinget fængselsdom på op til et halvt år til en uddannelse - et forslag, som den socialdemokratiske regeringspartner allerede skød ned ved daggry onsdag.
Og samme toner lyder altså fra voldsofrene:
- Nu er man igen igen i gang med at tage hensyn til de dømte, og vi må nok indrømme, at ofrene ikke fylder meget i den debat, siger foreningens formand, Henning Wollsen.
- Man har taget en flig af en problemstilling, nemlig hensynet til gerningsmanden. Jeg ved godt, at hvis de unge afholder sig fra kriminalitet, så er der ingen ofre, siger Wollsen og fortsætter:
- Men dem, der får en ubetinget straf, har jo i forvejen lavet meget og har fået tilbud på tilbud, som de ikke har rettet sig efter.
Så du er ingen varm tilhænger af forslaget?
- Nej, for jeg synes, man skulle tage fat i den anden ende og sikre, at man bruger de redskaber, man har i dag, siger Henning Wollsen og peger på såvel betingede domme som fodlænker.
- Umiddelbart synes man jo, det er et sympatisk forslag. Der er bare det problem, at mange af dem, der laver den type kriminalitet, jo i forvejen har fået løftede pegefingre og tilsyn.
- Men noget tyder på, at det ikke har den store effekt, lyder det fra foreningen Hjælp Voldsofre.
Både Enhedslisten og SF støtter forslaget fra De Radikale, der kommer forud for forhandlingerne om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.
/ritzau/