Voldeligt indbrud: Politiet søger fortsat vidner
Fyns Politi har fortsat kun sparsomme oplysninger og spor efter et voldeligt indbrud hos 60-årig mand i Odense.
Foto: Politiet


Fyns Politi søger fortsat vidner til et overfald i bydelen Holluf Pile i Odense.

Her blev en 60-årig mand natten til lørdag overfaldet af to mænd i sit eget hjem i Vægtens Kvarter.

Klokken 02.20 fik Fyns Politi en anmeldelse fra manden, som fortalte, at han havde overrasket to personer i sit hjem.

Politiet har modtaget oplysninger om overfaldet, hvor den 60-årige blev sparket ned, da han overraskede de to mænd.

Men Fyns Politi har ikke fået afgørende spor og beder fortsat om hjælp fra mulige vidner, skriver Fyens.dk.

Den 60-årige har fortalt, at gerningsmændende tilsyneladende har haft fat i hans pung, som lå på køkkenbordet.

Efter overfaldet stak de to mænd af. Beskrivelsen af de to mænd begrænser sig til, at de havde mørkt tøj på.

Fyns Politi tager imod oplysninger på telefon 114.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.