Vokser med fem meter, skifter farve og får nyt navn: Populær bus får ansigtsløft
De millioner af passagerer, der sidste år tog buslinje 5A, skal fra foråret 2017 hoppe på en ny turkis 5C-bus.
Den kendte københavnske 5A-bus får vokseværk - og så kommer den til at køre hele natten.
Den kendte københavnske 5A-bus får vokseværk - og så kommer den til at køre hele natten. Foto: Scanpix/Arkiv


De københavnske passagerer på buslinjen 5A skal til næste forår vænne sig til, at deres bus får nyt navn, bliver turkis og vokser med fem meter, så den bliver 18 meter lang.

Buslinje 5C bliver den første såkaldte Cityline i København og kommer til at køre fra 23. april 2017.

5A-bussen kører i dag fra Husum Torv via Nørrebrogade og Københavns Hovedbanegård til Københavns Lufthavn i Kastrup. Ruten har ifølge Movia cirka 20 millioner passagerer årligt.

Passagererne vil i foråret 2017 kunne stige ind i de nye busser, der bliver CO2-neutrale, oplyser trafikselskabet Movia. De nye busser vil udover at være længere have flere døre, som passagererne selv skal åbne, som man kender det fra diverse tog.

Også i køreplanen vil bustrafikken opleve forandringer.

Den nye 5C kommer også til at køre døgnet rundt, ligesom Movia varsler, at der vil blive kortere rejsetid især i myldretiden, og at bussen vil stoppe ved den planlagte letbane på Ring 3.

Fra april 2017 udvides ruten også fra Husum Torv til Herlev Hospital.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.