VM-profil: Foden har det helt fint efter vred
Der er ingen hævelse i foden hos René Toft Hansen, efter at han søndag vred om i kampen mod Saudi-Arabien.
René Toft Hansen vred om på foden, da Danmark mødte Saudi-Arabien under VM i herrehåndbold.
René Toft Hansen vred om på foden, da Danmark mødte Saudi-Arabien under VM i herrehåndbold. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Hvis Danmark skal vinde over Tyskland tirsdag aften ved håndbold-VM i Qatar, så er et stærkt forsvar nøglen til succes.

Derfor var det bekymrende, at René Toft Hansen vred om på foden og måtte lade sig udskifte efter blot et kvarters spil mod Saudi-Arabien søndag aften.

Men Danmarks forsvarsstyrmand kunne mandag berolige alle om, at der ikke er nogen hævelse eller problemer med foden.

- Det går super. Jeg var lidt uheldig at vrikke om på foden, men den har det helt fint i dag. Jeg træner også senere og spiller på 100 procent tirsdag, så der skulle ikke være nogen problemer.

- Jeg har vrikket om så mange gange på den fod, at den ikke hæver op eller noget som helst, siger René Toft.

Danmark førte kæmpestort og endte også med at vinde 38-18 over Saudi-Arabien, og så var det bedre at få kølet anklen ned.

- Normalt ville jeg have spillet videre, det kunne jeg også godt have gjort, men vi førte så stort, så jeg tænkte, at der ikke var nogen grund til at belaste den mere. Så var det bedre at få is på, forklarer THW Kiel-spilleren.

Han ser nu frem til at komme i aktion mod Tyskland, som topper gruppe D efter sejre over Polen og Rusland.

- Nu bliver vi virkelig testet. Nu kommer de vigtige kampe, som vi har gået og ventet på. Den første kamp mod Argentina var også vigtig, men lad os glemme den (den endte 24-24, red.).

- Tyskland har vundet de første to kampe, og hvis vi vil være etter i puljen, så skal vi vinde over tyskerne, fastslår René Toft.

I kampene mod både Polen og Rusland har tyskerne været bagud, men er kommet tilbage og har sejret alligevel. Den nye tyske landstræner Dagur Sigurdsson har forvandlet holdet syd for den danske grænse.

- Tyskerne har spillet godt i de første to kampe. Det har virket, som om de har fået ny energi ind, efter at de har fået ny træner. Det var ligesom groet lidt fast med den gamle træner, men nu er de virkelig blomstret op.

- Det er et ungt hold, der bare klør på. Og spiller for spiller er det profiler fra Bundesligaen på alle pladser. Et stærkt hold vi skal være klar på, pointerer René Toft.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.