VM: Okkels venter med længsel på mere spilletid
Anna Sophie Okkels er playmaker, men blev alligevel fravalgt, da der manglede en spilstyrer mod Montenegro.
Anne Mette Hansen og Stine Jørgensen er VM-truppens mest formstærke spillere, og derfor var der mod Montenegro ikke brug for Anna Sophie Okkels.
Anne Mette Hansen og Stine Jørgensen er VM-truppens mest formstærke spillere, og derfor var der mod Montenegro ikke brug for Anna Sophie Okkels. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Anna Sophie Okkels må fortsat spejde langt efter sit VM-gennembrud, efter at hun måtte nøjes med få sekunder på banen mod Montenegro fredag aften.

Okkels er indkaldt som playmaker-alternativ til Kristina Kristiansen, men da Kristiansen tidligt i kampen blev hevet ud på bænken, var det ikke Okkels, men backen Stine Jørgensen, der blev brugt som spilstyrer.

- Det er da ærgerligt. Men jeg skal ikke trække negativ energi på det. Vi skal vinde for Danmark ikke for mig, siger Anna Sophie Okkels.

Assistenttræner Søren Herskind havde ellers før kampen varslet masser af spilletid til den ekstraindkaldte playmaker, men den plan gik landstrænerduoen væk fra igen, da først musikken spillede i Herning.

Og landstræner Klavs Bruun Jørgensen slår fast, at Anna Sophie Okkels lige nu må finde sig i at være et stykke nede i køen.

- Hendes position er, som det så ud mod Montenegro. Vi har Anne Mette Hansen og Stine Jørgensen, der har vist sig at være de mest formstærke spillere. Som de spiller lige nu, er der ingen grund til ikke at tage dem med, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Okkels har ikke spillet så meget med holdet, men hun skal fortsat knokle på, så kan det være, at der bliver mulighed for at sende hende mere i spil i en anden kamp, der måske står bedre til hende, lyder det fra Bruun Jørgensen.

Selv om landstræneren så bort fra hende, da han manglede en ny playmaker mod Montenegro, mener Anna Sophie Okkels dog, at hun er blevet fair behandlet.

- Ja, det synes jeg. I de andre kampe har jeg fået spilletid. At han vurderede, at jeg ikke skulle bruges mod Montenegro er helt fint. Sådan er gamet.

- Jeg har det sådan, at jeg skal blive ved med at holde mig klar. Jeg kan stadig få en god rolle med den direkthed, jeg har, når vi spiller bedst, mener Anna Sophie Okkels.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.