VM-kvinder ser fremad: Vi har ikke vundet noget endnu
Danmark vandt søndag en vigtig VM-sejr over Sverige, men flere store opgave venter lige om hjørnet.
Danmarks Ann Grete Nørgaard og Trine Østergaard jubler efter kampen, da Danmark søndag aften i Jyske Bank Boxen i Herning spillede ottendedelsfinale mod Sverige ved VM i kvindehåndbold og vandt med 26-19.  (Jens Dresling/POLFOTO)
Danmarks Ann Grete Nørgaard og Trine Østergaard jubler efter kampen, da Danmark søndag aften i Jyske Bank Boxen i Herning spillede ottendedelsfinale mod Sverige ved VM i kvindehåndbold og vandt med 26-19. (Jens Dresling/POLFOTO) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Håndboldkvinderne har fået et boost af den vitale sejr over Sverige søndag aften, og der var både lettelse og glæde på mandagens pressemøde i Boxen i Herning.

Men spillerne er samtidig opmærksomme på, at der venter flere store opgave lige om hjørnet.

- Nu har vi vundet over Sverige, men vi har altså ikke vundet noget endnu. Fra nu af handler det om Rumænien, og det bliver en virkelig svær opgave.

- Hvis vi taber onsdag, kan vi stå med en lige så ærgerlig følelse, som hvis vi havde tabt til Sverige, siger Ann Grete Nørgaard.

- Sejren betyder alt. Vi kunne levere varen, da vi var under pres. Det havde godt nok været noget af en nedtur at skulle rejse hjem nu. Men vi skal ikke svælge for meget i sejren over svenskerne, advarer fløjspilleren.

Skytten Stine Jørgensen peger på, at sejren over Sverige i høj grad også kan bruges fremadrettet.

- Vi prøver at tage de gode ting med videre fra alle kampe. Det er vigtigt i sådan en slutrunde. Især i forsvaret er der mange gode ting, vi kan tage med fra Sverige-kampen, siger hun.

Frem for alt har spillerne fået et vigtigt skud selvtillid og moral efter den gode oplevelse i arenaen i Herning søndag aften.

- Vi var helt oppe at ringe og var rigtig glade for den sejr, vi fik. Det var så fedt, at vi gjorde det, og Boxen var med hele vejen. Det var vigtigt for os, siger Rikke Skov.

- Stemningen var utrolig god efter kampen. Alle var helt vildt glade og utrolig lettede. Det giver et kæmpe boost og en masse selvtillid til alle spillere på holdet, lyder det fra Trine Østergaard.

Rumænien slog søndag aften verdensmestrene fra Brasilien og bliver Danmarks modstander i onsdagens kvartfinale i VM i Herning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.