VM i skak: Carlsen og Anand deler i første parti
Magnus Carlsen er tilfreds med et halvt point i det første parti, hvor Anand havde fordel af første træk.
Norske Magnus Carlsen (billedet) og Viswanathan Anand delte i det første parti ved VM i skak.
Norske Magnus Carlsen (billedet) og Viswanathan Anand delte i det første parti ved VM i skak. Foto: Artur Lebedev/AP


Første parti endte i remis, da det norske skakgeni Magnus Carlsen og udfordreren Viswanathan Anand fra Indien lørdag tog hul på VM i skak.

Hver spiller står dermed noteret for 0,5 point i dysten, hvor den spiller, der først når op på 6,5 point, tildeles VM-titlen.

Den forsvarende mester Magnus Carlsen er godt tilfreds med indledningen i Sotji, hvor Anand i første parti havde de hvide brikker, hvilket betød, at inderen måtte tage første træk.

- Et halvt point med sort er et godt resultat. Hvis det var muligt at vinde, så må I gerne fortælle mig det, sagde Magnus Carlsen på den efterfølgende pressekonference.

- Jeg var ikke særlig nervøs, men det tager altid et par træk før, at man er i gang. Da vi havde nået 20 træk, var alt i orden, siger den 23-årige nordmand.

Anand spillede fra start meget offensivt, og den 44-årige inder havde en lille fordel i begyndelsen af lørdagens parti. Det blev senere udjævnet af Carlsen, og efter 48 træk - eller fem timer og 20 minutters spil - blev de to spillere enige om remis.

Andet parti spilles søndag klokken 13 dansk tid med Magnus Carlsen som hvid.

Magnus Carlsen får i øvrigt dansk hjælp i Sotji af Peter Heine Nielsen, der skal forsøge at hjælpe nordmanden til sejr. Den danske skakmester har tidligere været en del af holdet bag Anand.

Hvis VM-kampen ender 6-6, så skal der spilles omkamp i hurtigskak den 27. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.