VM i Qatar: Dansk guldfavorit svømmede sig i finalen
Rikke Møller Pedersen imponerede ikke, da hun søndag morgen kvalificerede sig til finalen i 200 meter bryst.
Den danske favorit Rikke Møller Pedersen svømmede sig i finalen på 200 bryst ved VM på kortbane i Qatar. Hun skuffede dog en smule ved kun at kvalificere sig i sjettebedste tid.
Den danske favorit Rikke Møller Pedersen svømmede sig i finalen på 200 bryst ved VM på kortbane i Qatar. Hun skuffede dog en smule ved kun at kvalificere sig i sjettebedste tid. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Danske Rikke Møller Pedersen levede op til forventningerne, men imponerede ikke, på yndlingsdistancen 200 meter bryst, da hun søndag morgen kvalificerede sig til finalen ved VM i Qatar.

Den danske guldfavorit kvalificerede sig til finalen i sjettebedste tid, og der skal dermed findes et helt andet gear frem, hvis danskeren skal gøre sig forhåbninger om en guldmedalje.

Japanske Watanabe Kanako satte bedste tid i de indledende heat med tiden 2.18,45 minutter.

Rikke Møller Pedersens nordiske rekord på distancen hedder 2.15,21 minutter. Den tid svømmede hun, da hun i december sidste år vandt EM-guld på hjemmebane i Herning.

Lørdag svømmede Møller Pedersen også finale i 100 meter bryst. Her blev hun blot nummer seks, så søndag eftermiddag er der mulighed for revanche på den dobbelte distance.

Tidligere søndag morgen svømmede det danske 4x50 meter fri-hold sig også i VM-finalen, som svømmes senere på eftermiddagen.

Det danske hold bestående af Mie Ø. Nielsen, Julie Levinsen, Sarah Bro og Pernille Blume svømmede sig videre til finalen i femtebedste tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.