VM i kvindefodbold skudt i gang i skyggen af Fifa-krise
Et rekordstort antal tilskuere så åbningskampen live ved VM i fodbold for kvinder, mens Fifa-skandale raser.
Der var udsolgt på stadion, da det canadiske kvindelandshold i fodbold natten til søndag dansk tid spillede åbningskamp ved VM.
Der var udsolgt på stadion, da det canadiske kvindelandshold i fodbold natten til søndag dansk tid spillede åbningskamp ved VM. Foto: Jeff McIntosh/AP


I skyggen af den største skandale nogensinde i det internationale fodboldforbund (Fifa) blev VM i fodbold for kvinder natten til søndag skudt i gang i Canada.

Det skete i Edmonton, hvor hele 53.058 tilskuere fulgte med på the Commonwealth Stadium, hvilket er rekord for en fodboldlandskamp for både mænd og kvinder i Canada.

Slutrunden blev skudt i gang i kølvandet på den store korruptionsskandale, der har hærget Fifa i den seneste tid, og på den måde blev selve fodboldspillet en slags vinder ved åbningskampen, som Canada vandt 1-0 over Kina.

Der var fest, stemning og begejstring på tilskuerpladserne, og svindel og korruption i verdensforbundet var for en stund gemt af vejen.

- Det var en fantastisk atmosfære at skyde en VM-slutrunde i gang i, når det sker for øjnene af over 50.000 tilskuere. Jeg er virkelig stolt af holdet, sagde den canadiske midtbanespiller Sophie Schmidt, som blev kåret til kampens spiller.

Det canadiske fodboldforbund meddeler, at man har solgt tæt på én million billetter til turneringen, der spilles på seks forskellige stadioner i Canada. Der spilles finale den 5. juli i Vancouver.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.