VM i fodbold 2022 ændrer skisportskalender
Styrtløb og Brasilien-Spanien ved VM i fodbold kan ikke ligge oveni hinanden. Det slår skisportspræsident fast
VM-slutrunden i Qatar i 2022 får betydning for skisportskalenderen.
VM-slutrunden i Qatar i 2022 får betydning for skisportskalenderen. Foto: Ennio Leanza/AP


Hvad har skisport og VM i fodbold med hinanden at gøre?

Umiddelbart ikke så meget, men alligevel får fodboldslutrunden i Qatar i 2022 betydning for kalenderen for sportsgrenene i sneen.

Fodboldslutrunden er nemlig programsat til at blive spillet i november og december, hvor skisportssæsonen er i sin indledende fase.

Det siger præsidenten i det internationale skisportsforbund (FIS), Gian Franco Kasper.

- Hvad vi end synes, så gør de (det internationale fodboldforbund, Fifa), som de synes. På den anden side kan vi leve med det, for det havde været værre, hvis slutrunden lå i januar og februar, siger Gian Franco Kasper ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Vi må se, hvordan kampene bliver programsat, og så må vi reagere og justere vores aktiviteter efter det. De kan ikke ligge samtidig, siger han.

Indtil videre står det klart, at VM-finalen spilles 18. december 2022, men resten af turneringsprogrammet er ikke fastsat. VM-turneringen varer sædvanligvis en måned.

VM-slutrunden i fodbold kan dog have positive effekter for skisporten, hvis alpin- og langrendsløbene bliver placeret i forlængelse af fodboldkampene.

- Det kan hjælpe os seermæssigt. Fodboldfans vil efterfølgende se skisport, håber Gian Franco Kasper.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.