Tre år.
Så lang tid er der gået, uden Erhvervsstyrelsen har udskrevet en eneste bøde til virksomheder, der har forsømt deres forpligtelse til at lave måltal og udforme en politik for, hvordan de får flere kvinder på ledelsesposter.
Det viser en ny analyse fra Institut for Menneskerettigheder (IMR), skriver Magisterbladet.
Loven om fremme af ligelig kønsmæssig sammensætning i statslige institutioner og private virksomheder på ledelses- og bestyrelsesposter trådte i kraft 1. april 2013.
Det er ellers langtfra alle virksomheder, der overholder deres pligt.
Men ifølge analysen fra IMR har 21 procent af de største virksomhederne ikke opsat måltal, og 49 procent har ikke udfærdiget en politik på området.
Kontorchef i Erhvervsstyrelsen Camilla Hesselby bekræfter i et svar til Magisterbladet, at der endnu ikke er blevet udskrevet bøder til virksomheder, der forsømmer at overholde lovgivningen.
Hun forklarer videre, at der i forbindelse med de hidtidige sager har været lagt vægt på at give virksomhederne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig til de nye forpligtelser.
Næstformand i Folketingets Ligestillingsudvalg Yildiz Akdogan (S) mener, det er ærgerlig, at loven ikke bliver brugt i praksis.
- Når der ikke er udskrevet nogen bøder, er det formentlig fordi, der ikke er blevet fulgt godt nok med i, hvordan loven reelt bliver brugt i de enkelte virksomheder. Hvis det bliver nødvendigt, synes jeg da klart, at man skal bruge de midler som loven giver mulighed for, siger hun til Magisterbladet.
Underdirektør i Dansk Industri (DI) Charlotte Rønhof genkender ikke, at mange virksomheder overtræder loven. Men hun foreslår, at det tydeliggøres, hvilke forventninger, der stilles til virksomhederne.
- Mange virksomheder har jo allerede talentprogrammer, karriereprogrammer, mentorprogrammer mv., men de er måske ikke gode nok til at tænke kønsspecifikke aspekter ind, siger hun til Magisterbladet.
Teamleder i Ligestillingsbehandling hos IMR Ask Hesby Krogh er tilfreds med ordlyden i loven. Men implementeringen er ikke god nok, siger han til Magisterbladet. Derfor fremlagde IMR onsdag for Folketingets ligestillingsudvalg en idé om at understøtte loven med benchmarking, så det bliver offentliggjort, hvordan hver enkelt virksomhed efterlever måltal og politik på området.
- Hvis der bliver mere synlighed om måltallene er håbet, at virksomhederne begynder at gøre mere for at rekruttere kvinder til ledelse, fordi de bliver sammenlignet med andre virksomheder, siger Ask Hesby Krogh til Magisterbladet.
Ligestillingsudvalget undersøger nu, om Erhvervsstyrelsen, fremadrettet kan påtage sig opgaven med at evaluere og offentliggøre virksomhedernes indsats på ligestillingsområdet fremadrettet, fortæller udvalgets næstformand Yildiz Akdogan.
Ligestillingsudvalget har samtidig kaldt ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd for at høre, hvorfor loven ikke har fungeret bedre, og om benchmarking af virksomhedernes ligestillingsindsats kan bruges som redskab fremover, skriver Magisterbladet.