Virksomheder siger nej tak til Joachim B og co.
Mange virksomheder takker nej til politisk debat i arbejdstiden, fortæller tre højt profilerede folketingskandidater.
- Det er lidt ærgerligt, for man plejer at få en god debat ude på virksomhederne, siger Joachim B. Olsen om virksomhedernes modvilje mod at lukke valgkampen ind.
- Det er lidt ærgerligt, for man plejer at få en god debat ude på virksomhederne, siger Joachim B. Olsen om virksomhedernes modvilje mod at lukke valgkampen ind. Foto: Scanpix


Politiske debatter og besøg af folketingskandidater er ikke i høj kurs i erhvervslivet. Det fortæller tre kandidater fra forskellige politiske partier.

Én af dem er Jakob Engel-Schmidt fra Venstre.

- Jeg tror, at mange virksomhedsejere tænker, at valgkamp ikke hører hjemme på arbejdspladsen. De ved godt, at deres medarbejdere har meget forskellige holdninger, og betragter det som en privatsag, hvad man stemmer på, siger han.

Valgfri zone på jobbet

Ifølge en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Avisen.dk er det kun på 6 procent af danskerne, som arbejder et sted, hvor der i løbet af valgkampen bliver holdt valgmøder eller politiske arrangementer.

Det er en skam, mener Jakob Engel-Schmidt.

- Jeg kan kun have respekt for virksomhedernes holdning. Det er jo helt op til dem, om de vil prioritere valgkampen. Men jeg kunne godt ønske mig, at man også brugte de foraer, hvor der er mange mennesker samlet, til at lade politikerne komme i dialog, siger venstrepolitikeren.

Socialdemokraten Mattias Tesfaye bliver afvist af cirka halvdelen af de virksomheder, han henvender sig til.

- Det er jo ikke sådan, at vi bliver smidt ud på røv og albuer, men der mange, der siger nej. Der virker til at herske en opfattelse af, at arbejdspladsen er politik-fri zone. Det er rigtig ærgerligt, for på den måde bliver politik noget, som man kun dyrker hjemme foran fjernsynet, siger han.

Det ærgrer ham, at kun seks procent af danskerne får lejlighed til at debattere politik på jobbet under valgkampen.

- Det er utrolig tyndt. Men jeg tror desværre, at det er udtryk for et generelt problem i folkestyret, hvor politik er ved at blive et professionelt erhverv. Og på den måde bliver det noget beskidt, som man ikke ønsker at forurene arbejdspladsen med, siger han.

Joachim B: Politik er mere ægte uden for skærmen

Virksomhedernes modvilje mod at lukke valgkampen ind er også blevet bemærket af Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.

- Det må arbejdsgiverne selvfølgelig helt selv bestemme. Men det er lidt ærgerligt, for man plejer at få en god debat ude på virksomhederne. Og typisk er politikerne lidt mere disciplinerede og snakker meget mere pænt om og til hinanden, end du ser på fjernsynet, siger han.

Ifølge Joachim B. Olsen er det altså både en fordel for politikere og vælgere, hvis flere arbejdsgivere lukkede valgkampen ind på arbejdspladserne.

- Som politiker er det jo virkelig sundt, fordi du ofte får nogen helt konkrete spørgsmål. Du bliver mindet om, at Slotsholmen kun udgør en meget lille del af Danmark, og at folk tænker meget anderledes ude på virksomhederne, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.