Virksomheder mangler akut ufaglærte ansatte
Kun folk i provinsen eller med anden etnisk herkomst end dansk vil gøre rent, siger virksomheder til Børsen.
Servicebranchen har fået sværere ved at rekruttere især rengøringsmedarbejdere. Genrefoto
Servicebranchen har fået sværere ved at rekruttere især rengøringsmedarbejdere. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Flaskehalse i erhvervslivet breder sig til servicebranchen, skriver Børsen torsdag på baggrund af en ny analyse af servicebranchen foretaget af DI Service.

Tallene viser, at hver tredje servicevirksomhed inden for det seneste år forgæves har forsøgt at besætte en stilling, og at det i halvdelen af tilfældene drejer sig om ufaglært arbejdskraft.

Samtidig har antallet af jobannoncer ikke været større siden 2005, skriver Børsen.

Avisen har talt med Jørgen Utzon, administrerende direktør for servicekoncernen Coor Danmark med godt 1000 ansatte. Han oplever især, at det er blevet sværere at rekruttere rengøringsmedarbejdere i koncernen.

Han forstår ikke, at det er så svært at ansætte, når der stadig findes mange arbejdsløse, og han oplever især, at københavnerne er jobkræsne.

- Vi har lettere ved at ansætte kompetente ufaglærte i en provinsby i Jylland end tæt på de store byer. Og jo tættere på København, jo sværere er det at få stillingerne besat, siger Jørgen Utzon til Børsen.

Hos servicegiganten ISS oplever man, at det generelt er svært at finde andre medarbejdere end dem med en anden etnisk herkomst end dansk.

Og det skaber udgifter til administrativt bøvl med tidsbegrænsede arbejds- og opholdstilladelser, siger selskabet til avisen.

DI Service opfordrer til at afhjælpe problemerne med hastige politiske løsninger, der gør det attraktivt for flere danskere at tage et ufaglært arbejde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.