Vinter-OL: Kasakhstan vil besejre Kina på målstregen
Kasakhstans største by Almaty kæmper med Beijing helt til målstregen om OL-værtsskabet i 2022.
Almaty har bjerge i sit nærområde og om vinteren også ægte sne. Hvis byen bliver valgt som OL-vært fredag, bliver byen den første overvejende muslimske by, som skal arrangere OL.
Almaty har bjerge i sit nærområde og om vinteren også ægte sne. Hvis byen bliver valgt som OL-vært fredag, bliver byen den første overvejende muslimske by, som skal arrangere OL. Foto: Pavel Mikheyev/AP


Beijing er den oplagte favorit, når den internationale olympiske komités (IOC) medlemmer fredag skal stemme om, hvem der skal være vært for vinter-OL i 2022.

Men Almaty, Kasakhstans største by, vil også være med, og ledelsen bag byens bud er tæt på at bryde IOC's regler om, at kandidater ikke må kritisere andre kandidaters bud.

- Vores koncept er baseret på eksisterende vintersports-arenaer. Ikke arenaer, som bliver tilpasset fra sommeridræt til vintersport, siger Andrey Kryukov, der er vicepræsident hos Almaty 2022, som er organisationen bag Kasakhstans OL-bud.

- Det er rigtige vintersports-arenaer, som allerede eksisterer i vores by. Vores by er en rigtig vinterby med en ægte vintersports-kultur, ægte natur, ægte bjerge og ægte sne, siger han videre på pressemødet i Kuala Lumpur.

Udtalelserne falder næppe i god jord i Beijing, hvor kineserne, hvis de får lov at blive værter for vinter-OL i 2022, har brug for masser af kunstig sne og vil ombygge arenaer fra byens sommer-OL i 2008.

I Kasakhstan slår man desuden på, at nationen allerede har råd til at arrangere OL, men at man i realiteten går efter et OL med færre omkostninger, ganske som IOC har foreslået som følge af finanskrisen.

- Kasakhstan har den finansielle styrke til at levere et storslået vinter-OL uden at bruge et tocifret milliardbeløb i dollar, siger borgmester Akhmetzan Yessimov på pressemødet.

- Almaty 2022 vil kunne tjene som model for fremtidige værtsbyer og bevise, at byer på samme størrelse kan være værter for legene på en forsvarlig måde, både økonomisk og miljømæssigt, siger borgmesteren videre.

Valget sker i Kuala Lumpur fredag.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.