Vingaard: Bruninho er ligaens bedste angriber
Bruninho arbejder hårdt for FCN-holdet og er ligaens bedste angriber. Det mener holdkammerat Martin Vingaard.
FC Nordsjællands Bruninho fejrer sin scoring til 2-0 i opgøret i Alka Superligaen mod AaB på Farum Park søndag.
FC Nordsjællands Bruninho fejrer sin scoring til 2-0 i opgøret i Alka Superligaen mod AaB på Farum Park søndag. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Angriberen Bruninho er brandvarm hos FC Nordsjælland, og søndag leverede han to vigtige scoringer i holdets 3-0-sejr over AaB.

Dermed ligger brasilianeren øverst på topscorerlisten i Alka Superligaen med ni mål, og ifølge Martin Vingaard er Bruninho den bedste angriber i Superligaen.

- I min optik er han den bedste angriber i rækken. Han er vildt skarp for tiden, og han har noget, som ikke ret mange angribere har. Han arbejder i holdets henseende, og han er brandvarm i øjeblikket, siger Vingaard og uddyber:

- Han står ikke bare og venter på at få bolden serveret. Han slår ikke bare ud med armene, hvis han ikke får bolden. Han arbejder stenhårdt for holdet og forsøger hele tiden at erobre bolden. Jeg er meget imponeret af ham.

Også FC Nordsjællands cheftræner, Ólafur Kristjánsson, havde masser af ros til angriberen efter kampen.

- Han viste noget af det, som han også viste i starten af sit ophold hos os. Han er en evig trussel mod modstanderens mål, og det var to klassemål, som han lavede mod AaB.

- Han er meget dygtig i presspillet og spillet uden bolden. Han er en dygtig afslutter, som ved, hvor målet står, og det er jo meget afgørende i fodbold. Han gav os meget mod AaB, siger træneren.

Superliga-topscoreren selv var ydmyg efter opgøret, hvor han var hurtig til at sende noget af rosen videre til sine holdkammerater.

- Det var en meget god kamp for os mod AaB. Vi leverede en god præstation, hvor vi viste en god attitude. Jeg fik god hjælp af mine holdkammerater, så jeg er meget, meget glad.

- Jeg forsøger bare at arbejde så hårdt, som overhovedet muligt. Jeg vil bare spille god fodbold for FC Nordsjælland, og det er rigtig dejligt med mål og assister. Men det vigtigste for mig er, at holdet vandt, siger Bruninho.

Bruninho skiftede i sommerens transfervindue fra 1. divisionsklubben HB Køge. Siden har han brugt 11 kampe på at score de ni mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.