Vindmølle-formand: Vi er ikke kedelige
Den danske vindmølleproducent betegner sig selv som et ambitiøst selskab, der er præget af spirende tillid.
Bert Nordberg, bestyrelsesformand i Vestas, mener ikke, at selskabet er kedeligt.
Bert Nordberg, bestyrelsesformand i Vestas, mener ikke, at selskabet er kedeligt. Foto: Frank Boutrup Schmidt/free


Når flere medier ifølge Vestas' svenske bestyrelsesformand kalder selskabet for kedeligt, kalder han udviklingen i selskabet for god og positiv gennem de seneste år.

Det siger Bert Nordberg, bestyrelsesformand i Vestas, efter den danske vindmølleproducent mandag har afholdt generalforsamling.

- Jeg tror, at mange medier klager over, at vi er blevet et kedeligt selskab uden de store overraskelser og den slags. For mig er det dog en god ting.

- Det sidste halvandet år har været meget stabilt, og jeg håber virkelig, at vi kan fortsætte på den måde.

- Men vi har jo en vækststrategi, som vi følger, og vi er lidt besatte af at være nummer et, siger Bert Nordberg til Ritzau Finans.

Vestas' bestyrelse har også gjort det til en mærkesag, at der skal være tillid omkring selskabets udmeldinger.

I de seneste tre år, hvor den nuværende formand har været i selskabet, er tilliden også vokset betydeligt, mener Bert Nordberg.

- Jeg har været her i tre år nu, og jeg synes, at tilliden fra aktionærerne og markedet er vokset alle tre år. Det endelige bevis for det er, at generalforsamlingen i år blot varede 45 minutter.

- Den var ekstremt kort, og jeg tror, at folk er meget tilfredse med sidste år, og vi udbetaler vores første udbytte siden regnskabsåret 2002. Så jeg tror, at aktionærerne bare gerne vil have os til at fortsætte på denne måde, siger Bert Nordberg.

Fra flere aktører er Vestas' finansielle forventninger til 2015 blevet kategoriseret som forsigtige.

Det ramte også i selskabets aktie, der blev blæst bagover med knap ni procent på dagen for 2014-regnskabet - den 11. februar - hvor forventningerne blev offentliggjort.

Forventningerne er dog formuleret som minimumforventninger, og det kan ikke udelukkes, at de bliver opjusteret i løbet af året.

- Vi har gjort det til vores ting at holde vores løfter, og vi vurderer, at det er meget vigtigt. Vi forsøger at love, hvad vi ved, vi kan levere, og hvis tingene ændrer sig, vil vi fortælle markedet det med det samme, siger Bert Nordberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.