Vind en discountrejse: S driller Løkke på Facebook
Hvis du kan gætte, hvor mange gange Lars Løkke Rasmussen råber "løftebrud", kan du vinde en flyrejse - dog kun på økonomiklasse. Sådan lyder det fra Socialdemokraterne i en modkampagne, der driller Venstre.
Hihi. Helle Thorning og Lars Løkke driller og stikker til hinanden i dagens to kampagner. Her ses statsministeren dog grine i en anden sammenhæng.
Hihi. Helle Thorning og Lars Løkke driller og stikker til hinanden i dagens to kampagner. Her ses statsministeren dog grine i en anden sammenhæng. CLEMENS BILAN / Scanpix arkiv


Hvor mange gange vil Lars Løkke Rasmussen mon råbe "løftebrud" inden valget?

Hvis du gætter rigtigt, kan du vinde en flybillet til Mallorca, lover Socialdemokraterne i en konkurrence på Facebook.

Konkurrencen er et modsvar til Venstres nyeste kampagne, hvor partiet på et stort banner på Crowne Plaza i København i dag minder danskerne om Thorning-regeringens løftebrud.

- Ved sidste valg lovede man guld og grønne skove. At man kunne ordne alle problemer, hvis vi bare arbejdede 12 minutter mere. At der ville være to lærere i hver klasse. Der ville ikke være patienter på gangene på sygehusene. Det vi kan se nu er, at de har brudt løfterne ét for ét. Og når banneret nu hænger her, så er det selvfølgelig fordi det her er arnestedet for den nuværende regering og Helle Thorning-Schmidts løftebrud, siger Venstres Inger Støjberg til tv2.dk.

Er sidegevinsten en fadbamse?

Nu benytter Socialdemokraterne lejligheden til at drille Lars Løkke Rasmussen.

- Lige siden valget har Venstres politikere råbt løftebrud stort set hver eneste gang, de åbnede munden. De har sågar påstået, at det er på grund af løftebrud, at der fødes færre børn i Danmark. Det kommer vi til at høre meget mere til i de kommende måneder i takt med, at Venstres skræmmekampagne rulles ud. Hvor mange gange tror du, at Løkke vil råbe løftebrud? Deltag i konkurrencen om en flybillet til Mallorca – dog kun på økonomiklasse, står der i Facebook-opslaget.

Sidste sætning er sandsynligvis en hentydning til de mange sager om Løkkes flyrejser på første klasse.

Opslaget er på få minutter blevet delt 43 gange og fået adskillige kommentarer og "synes godt om".

Man kan gætte på 20, 30 eller 152.000 gange, men flere vælger at krydre med vittige bemærkninger - for eksempel om sidegevinsten er en fadbamse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.