Ville dræbe Obama for IS: Tre mænd anholdt for terrorplot
Unge mænd risikerer 15 års fængsel i USA for planer om at slutte sig til Islamisk Stat.


To personer bosat i New York blev onsdag slæbt i retten og mistænkes for at planlægge at slutte sig til den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien og for at true med at udføre angreb i USA.

FBI-folk har anholdt den ene - en 19-årig kasakhisk mand - ved John F. Kennedy-lufthavnen i New York, da han angiveligt var på vej til at stige om bord på et fly til Istanbul, mens den anden - en 24-årig usbekisk mand - blev tilbageholdt i sit hjem i bydelen Brooklyn.

Den 24-årige har tidligere tilbudt at dræbe USA's præsident, Barack Obama, hvis IS ønskede det, og han menes at have haft planer om at drage mod Syrien i marts.

En 30-årig usbeker bosat i New York er desuden anholdt for at have finansieret den 19-åriges jihadistplaner.

Det er ikke klart, hvor længe de hver især har opholdt sig i USA.

De er alle tre sigtet for at forsøge at yde støtte til en udenlandsk terrororganisation, og de risikerer op til 15 års fængsel.

Anklager Doug Pravda sagde under onsdagens retsmøde blandt andet, at den 19-årige og den 24-årige udgør en "væsentlig trussel" mod samfundet og derfor ikke bør kunne løslades mod kaution.

Dommer Lois Bloom har fængslet dem indtil videre. Næste retsmøde i sagen er fastsat til 11. marts.

I januar opfordrede en talsmand for IS muslimer i Vesten til at udføre angreb, og gruppen menes særligt at tiltrække sårbare unge gennem propaganda på sociale medier.

Amerikanske efterretningskilder advarede tidligere i denne måned mod, at flere end 20.000 personer fra hele verden - herunder over 150 amerikanere - er rejst til Syrien for at kæmpe side om side med ekstremister.

IS har kontrol over store områder i både Irak og Syrien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.