En 33-årig buspassager blev så rasende over en bøde, at han tyede til vold mod en sagesløs billetkontrollør, der bare ville passe sit arbejde.
Den voldsomme episode udspillede sig mandag eftermiddag i Aarhus ved Grenåvej/Vejlby Centervej. Det fortæller Østjyllands Politi.
Den 33-årige gerningsmand er på vej ud af bussen, da han møder en 26-årig billetkontrollør i bussens dør. Da kontrolløren spørger ind til den 33-åriges identitet, opstår der tumult, og kontrolløren bliver skubbet ud af bussen.
- Derefter kommer der lidt ro på, og de aftaler at gå ud på et græsareal udenfor bussen for at snakke. Umiddelbart derefter sparker passageren kontrolløren i skridtet med sit knæ, fortæller Marianne Morgen, pressekoordinator i Østjyllands Politi til Avisen.dk.
Heldigvis er der også to andre kontrollører til stede, og de kommer deres kollega til undsætning. Det lykkedes dem til sidst at overmande gerningsmanden, og lidt efter ankommer politiet.
Gerningsmanden er nu anholdt og sigtet for vold.
Avisen.dk har været i kontakt med busselskabet Midttrafik, der netop nu er i gang med at undersøge forløbet. De oplyser, at billetkontrolløren er ansat hos Securitas.