Selvom lidt mere end halvdelen af de 18 til 64-årige i Vollsmose-bydelen i Odense ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, så kunne kommunens beskæftigelsesforvaltning ikke hjælpe med at skaffe en medhjælper til en nyåbnet butik i centeret Vollsmose Torv.
Det fortæller Martin Grove til Fyens Stiftstidende.
Sammen med makkeren Brian Mikkelsen var han i gang med at åbne outlet-butikken Last Change. Og tre uger før åbningen henvendte de sig til Beskæftigelsesforvaltningen, som sendte en jobkonsulent.
Martin Grove og Brian Mikkelsen havde ifølge Fyens Stiftstidende ét ønske: Hvis det blev en kvinde, så måtte hun gerne bære tørklæde, bare det ikke dækkede hele ansigtet.
- Det er ikke en passende udstråling, når du står ved kassen i en butik, synes jeg. Men det virkede, som om jobkonsulenten blev lidt stødt af, at vi sagde det, siger Martin Grove til avisen. Planen var, at vedkommende skulle i praktik med fastansættelse som mål.
Dagen efter åbningen af butikken ankom en mail fra jobkonsulenten, som meddelte, at der ikke var egnede kandidater til jobbet.
Det kom bag på makkerparret, men ifølge Odense Kommune var man i tvivl om praktikantens udsigt til at komme i egentlig beskæftigelse. Og at det var begrundelsen for ikke at sende en ledig:
- Butikken var under opbygning. Det er vores ansvar, at praktikophold giver et udbytte for praktikanten - og gerne skulle munde ud i en realistisk mulighed for at komme i egentlig beskæftigelse. Det var vi ikke overbeviste om i tilfældet med Last Chance, forklarer chef i Job i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, Kristoffer Nothlev, i en mail til Fyens Stiftstidende.
Kommunen ville gerne se butikken i drift, før den sendte en ledig i praktik i butikken. Last Change har i stedet ansat en kvinde, som et par dage efter åbningen kom ind og spurgte efter et job.