Vildt vejr: Denne jyske by fik 72 millimeter regn
Hos Falck gav lørdagens regn travlhed med 96 udrykninger. I langt de fleste tilfælde var kældre oversvømmet.


Ingen steder gik fri, da et lavtryk lørdag passerede landet med kraftig regn og i visse tilfælde skybrud til følge.

Ikke desto mindre ser det søndag formiddag ud til, at vandmassernes ødelæggelser er forholdsvist begrænsede.

- Vi har fået 96 henvendelser fra folk, der havde brug for vores hjælp til vandskader, siger Louis Honoré, kommunikationschef i Falck, til Ritzau.

- Det er voldsomt for den enkelte, men når man sammenligner med den værste dag sidste år, hvor der var 700 vandskader, er det ikke meget. Vi kan godt følge med, siger han.

I løbet af lørdagen blev der registreret tre skybrud (mere end 15 millimeter regn på 30 minutter) i Syd- og Sønderjylland, og det kan også ses i Falcks statistikker.

- 79 af henvendelserne om vandskader kommer fra Jylland, og størstedelen er centreret omkring Horsens, siger Louis Honoré.

Mest regn i løbet af lørdagsdøgnet faldt der i Skrydstrup, hvor regnmåleren nåede helt op på 72 millimeter. Det svarer til hele månedens normale nedbørsmængde på et døgn.

På det trafikale plan skabte regnvejret også problemer i Jylland, hvor fænomenet "aqua-planing" forårsagede en række ulykker, dog alle uden alvorlige personskader.

"Aqua-planing" forekommer, når store mængder regn på vejbanen medfører, at bilerne helt slipper kontakten med asfalten.

- Det er fuldstændig som at køre på glat is. Bilen slipper fuldstændig, sagde vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Bent Hedeager Nielsen tidligere til Ritzau.

Søndag bliver ifølge DMI nogenlunde tør. Til gengæld er der meldinger om kraftig vind og sågar kuling ved flere kyster.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.