Vildt vejr aflyser bjergetape i Oman
Høje temperaturer og voldsom vind er årsag til, at 5. etape af Tour Of Oman er blevet aflyst.
Jakob Fuglsang fra Astana-mandskabet er på nummer syv i etapeløbet Tour of Oman - 1,10 minutter efter førende Rafael Valls Ferri fra Lampre.
Jakob Fuglsang fra Astana-mandskabet er på nummer syv i etapeløbet Tour of Oman - 1,10 minutter efter førende Rafael Valls Ferri fra Lampre. Foto: OLUFSON JONAS/free


Rytterne i etapeløbet Tour Of Oman slipper for at sætte sig i sadlerne lørdag.

Løbets arrangør har meddelt, at lørdagens 5. etape er aflyst på grund af vejrforholdene.

Høje varmetemperaturer på mere end 40 grader og stærk vind, der har ført til sandstorm, er til fare for rytternes sikkerhed.

I første omgang valgte arrangøren at forkorte bjergetapen, så den talte tre i stedet for fire stigninger.

Men efter samtaler med rytterne har arrangøren valgt helt at aflyse etapen.

Nu vil løbet blive afsluttet med en 133 kilometer lang etape søndag.

Inden denne fører spanske Rafael Valls Ferri (Lampre) i den samlede stilling.

Danske Jakob Fuglsang fra Astana-mandskabet ligger på syvendepladsen 1,10 minutter efter.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.