Polske, rumænske, italienske og portugisiske metroarbejdere bliver i stigende grad udsat for arbejdsulykker på metrobyggeriet i København.
Det fortæller DR Nyheder.
I alt har der været 382 arbejdsulykker siden det storstilede byggeprojekt blev sat i gang for fem år siden, viser en aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos Metroselskabet.
Selskabet, der står bag byggeriet, har en målsætning om en ulykkesfrekvens på 16 – altså at der maksimalt må være 16 ulykker for hver million arbejdstimer. I 2014 var tallet 21, mens det sidste år tog et vildt hop op til hele 31.
Den samlede ulykkesfrekvens i hele byggeriets levetid er 27. De mange ulykker får kritik af Kent J. Nielsen, der er souschef på Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.
- Når man kan se, at der er næsten 400 arbejdsulykker, viser det, at der er et problem. Det er rigtig mange arbejdsulykker, siger han.
Kent J. Nielsen mener, at tidsplaner og penge er vigtigere end sikkerheden på metroen.
Metrobyggeriet erkender, at det høje antal ulykker er ’meget utilfredsstillende’, men afviser ekspertens påstand om, at økonomi er vigtigere end sikkerhed.
- Det er ikke min opfattelse, at det at have en god sikkerhed er i modstrid med at have en høj effektivitet. Tværtimod. Det siger sig selv, at hvis man har en god orden og ryddelighed, og dermed også en højere sikkerhed, ja, så kan man også få arbejdet hurtigere for hånden, mener Louise Høst.