Vildt kærestedrama på Amager: Mand stukket ned
En kvinde er anholdt, efter at hun angiveligt stak kæresten med kniv. Manden er ikke alvorligt skadet.
En kvinde sigtes for grov vold, efter at hun ifølge politiet stak sin kæreste i nakken med en kniv. Arkivfoto.
En kvinde sigtes for grov vold, efter at hun ifølge politiet stak sin kæreste i nakken med en kniv. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Et opgør mellem et kærestepar endte ifølge politiet tidligt tirsdag aften med, at kvinden stak manden i nakken med en kniv.

Knivstikkeriet fandt sted i en lejlighed i Frankrigsgade på Amager.

- Manden går ned på gaden, formentlig for at søge hjælp, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ritzau.

En tilfældigt forbipasserende ringer 112, og da politiet når frem, er også kvinden gået ned på gaden.

- Hun bliver anholdt og vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, siger Henrik Vedel tirsdag aften.

Den 30-årige kvinde sigtes for grov vold efter overfaldet.

Hendes 31-årige kæreste er blevet kørt til Rigshospitalets Traumecenter.

- Det er selvfølgelig altid alvorligt, når man bliver stukket med kniv, men umiddelbart er han ikke kommet alvorligt til skade, understreger den centrale efterforskningsleder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.