Han er nummer 258 på listen over rigeste mennesker i verden, og han er kendt for at være både bil- og fartglad.
Men den 6. juli sidste år var Bestseller-ejer, Anders Holch Povlsen, med en personlig formue på svimlende 35,5 milliarder kroner angiveligt lidt for generøs med speederen i sin hundedyre Tesla model S.
Ifølge et anklageskrift fra Østjyllands Politi, som bt.dk har fået aktindsigt i, fræsede den jyske tøjmilliardær nordpå på den jyske motorvej E45 i afsindig høj fart.
Han blev snuppet i at køre med en gennemsnitsfart på 212 km/t over en strækning på 2.512 meter omkring Hedensted, hvor man må køre 130 km/t. Han har således overskredet farten med mere end 60 procent.
Herhjemme overgås Anders Holch Povlsen i formue kun af Lego-familien Kirk, så det skulle være muligt at betale fartbøden, der ifølge bt.dk lyder på 8000 kroner.
Værre er det dog, at den 43-årige rigmand også står til at miste sit kørekort – anklageren kræver nemlig en betinget frakendelse af kortet i et år.