Vild storm-video: Træer faldt som dominobrikker i Gribskov
Gorms knytnæve ramte Nordsjælland hårdt.
Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
localeyes.dk


Stormen Gorm satte søndag dagsordenen i Danmark, da den hidsige herre drog hen over landet med en del materielle skader til følge.

Værst synes det at være gået i Nordsjælland, hvor politiet melder, at mange træer i løbet af aftenen er væltet ned over kørebaner forskellige steder i kredsen.

Videoen er fra Gribskov Kommune, hvor brandfolk knoklede i timevis med væltede træer. På Udsholt Strandvej fjernede mandskabet fem træer på kun to kilometer, og på Præstevejen i Græsted lå fem store grantræer over 50 meter vejbane. Det melder Local Eyes.

Til tv2.dk siger Peter Olesen, leder af kommandocentret, der er oprettet i forbindelse med stormen:

- Vi har prøvet at gøre boet op. Der er kommet cirka 200 anmeldelser om alt fra væltede træer, usikre stilladser, flyvende tagplader og nedfaldne el-ledninger.

Ingen politikredse melder om personskade i forbindelse med Gorms hærgen.

En mand i Nordsjælland var heldig i at slippe uskadt, da et træ væltede ned over den handicapscooter, han sad i, fortæller Peter Olesen.

Landet over melder politiet, at stormen er forbi, og at det mest akutte oprydningsarbejde er overstået.

Se flere videoer på Localeyes.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.