Vild med Silas: Vinder afviser kendis-fordel
Vild med dans beskyldes for at være en popularitetskonkurrence, men det er Silas Holst ikke helt enig i.
Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst, da der fredag var semifinale i Vild med Dans. (Mogens Flindt/POLFOTO)
Sara Maria Franch-Mærkedahl og Silas Holst, da der fredag var semifinale i Vild med Dans. (Mogens Flindt/POLFOTO) Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


- Tidligere fokuserede man på hvem stjernerne, der deltog var, men nu er danserne selv blevet stjerner.

Så klar var meldingen fra bookmakeren Unibets pressechef, Per Marxen før fredagens Vild med dans-finale mellem den professionelle danser Silas Holst og hans partner, vejrpigen Sara Maria Franch-Mærkedahl og danserinden Claudia Rex og hendes makker i denne sæson, skuespilleren Johannes Nymark.

- Finalen er derfor mere en konkurrence mellem, hvem folk bedst kan lide af de to, end mellem Sara Maria og Johannes, fastslog Per Marxen og blev bakket op af oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen:

- Det er en popularitetskonkurrence mere end en dansekonkurrence. Hånden på hjertet, så er det lige før, at de professionelle dansere er mere kendte end nydanserne, sagde han.

Men at det i højere grad er dansernes popularitet end Sara Maria Franch-Mærkedahls og Johannes Nymarks evner på dansegulvet, der afgjorde dansekonkurrencens udfald, hvor Silas Holst og vejrpigen kunne løfte trofæet, er TV2's underholdningsredaktør, Gitte Madsen ikke enig i.

- Jeg er stolt af, at vi har sat et hold, som seerne er glade for. Jeg synes, det er en styrke, at vi har skabt karakterer i Vild med dans, som danskerne holder af og har taget til sig.

- Men der er ikke nogen nydansere, der står her på grund af deres partnere, de står her, fordi de har trænet røven af led i tre måneder, siger Gitte Madsen.

Mens Claudia Rex, der fredag aften måtte nøjes med en andenplads, har været i finalen tre gange, kan Silas Holst skrive Vild med dans-finalist på visitkortet fem gange.

Han kan godt være enig i, at der kan være en fordel i at seerne kender de professionelle dansere i forvejen.

- Jeg kan godt se, hvorfor folk tænker det, for når man laver det samme program i fjernsynet i flere år, så er der mange trofaste seere. Og så er der en genkendelighedsglæde, man ser Claudia på gulvet og tænker "Hende kunne jeg godt lide sidste år, så hende kan jeg også lide i år", siger Silas Holst.

Alligevel er han ikke enig i, at det automatisk giver en finalebillet, at man har været med i flere år i træk.

- Jeg kom jo også i finalen, da jeg var med i min anden sæson, så der kan det i hvert fald ikke have handlet om popularitet. Det handler jo også om, om man har noget at byde på, og at man kan fange seernes interesse, siger han og tilføjer:

- Og jeg kan hånden på hjertet sige, at jeg aldrig har været mere stolt af mine koreografier, end jeg har været i år.

TV2 planlægger endnu en sæson af Vild med dans i 2015.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.