Sidste år var det Signe Lindkvist og Uffe Holm som stod i Cirkus Arenas manege og præsenterede kunstnere, og i år bliver det altså profiler fra Vild med dans, som skal stå for den tjans, afslører cirkus-direktør Benny Berdino.
Han har hyret sidste års Vild med dans-vinder Sara Maria Franch-Mærkedahl, der sammen med sangeren og dette års deltager James Sampson skal hjælpe i cirkusset i næste sæson.
Sara Maria skal sammen med cirkus-artisten og Vild med dans-deltager Patrick Berdino præsentere kunst-numrene i manegen, og James Sampson skal synge.
- Sara Maria og Patrick skal præsentere kunstnerne. Og jeg må sige, at de klæder hinanden. Selv nøjes jeg med at byde velkommen. Jeg fik en bypass-operation i efteråret 2014, så hele denne sæson har jeg holdt mig i ro, Men Arenas publikum har givet udtryk for, at de savner mig, så jeg stiller op med velkomsten i 2016. Resten klarer de unge, siger Benny Berdino til eb.dk
Glæder sig til en god sæson
Sara Maria skal ikke bare være frontfigur, afslører direktøren. Hun skal også stå for pressekontakten.
Faktisk kan direktøren og Sara Maria fortælle, at den gamle vejr-piges far en gang selv har optrådt i cirkus med et kniv-nummer, så han er naturligvis mægtig stolt af sin datter.
Der er stadig en masse detaljer omkring næste års sæson, som skal falde på plads, men Sara Maria glæder sig:
- Foreløbig glæder jeg mig til cirkus. I de to og en halv måned, hvor vi er i Jylland, har jeg lidt udfordringer m.h.t. mine døtre - med deres skolegang og venner - og selvfølgelig i forhold til koordineringen til min eksmand, men det løser sig. Jeg har fantastisk fleksible forældre, og desuden har jeg ansat en assistent, som skal hjælpe mig igennem hverdagen, siger hun.