Vi kender hende bedst som den glade og slagfærdige dommer med briller i håret fra Vild med dans.
Men Britt Bendixen har også en lang dansekarriere bag sig og har i en menneskealder ejet danseskolen Pejsegården i Brønshøj. Hun overtog den efter forældrene, Mitzi og Frode Bendixen, som startede den i 1954.
Men tidligere på året blev den legendariske danseskole sat til salg, og nu er den solgt, skriver 2700-netavisen
- Jeg forventer ikke at leve evigt, og jeg har længe vidst, at Niclas ikke vil overtage. Det har vi aftalt for 15-20 år siden, så jeg har gået og vænnet mig til det. Men det er svært, jeg er jo vokset op der, sagde hun til HER&NU, da hun satte danseskolen til salg.
Ny ejer og nyt liv til lokalerne
Det er en lokal investor, som har købt danseskolen, og der er ikke planer om, at den skal laves om til noget som helst andet end det, den er.
- Jeg har allerede en forpagter for øje, men intet er sikkert endnu – det ville jo være helt fantastisk at kunne drive den ikoniske danseskole videre. Desuden vil jeg gerne udnytte de gode faciliteter til selskaber, eftersom der både forefindes storkøkken og festsale. Jeg tror det kan blive rigtig godt, siger køberen af Pejsegården, Lars Marker.