Vild med dans-komiker: Godt jeg røg ud
Komikeren Thomas Wivel, ville have dårlig smag i munden, hvis han var gået videre.
Thomas Wivel og Katrine Bonde blev det første par, der måtte forlade denne sæson af Vild med dans
Thomas Wivel og Katrine Bonde blev det første par, der måtte forlade denne sæson af Vild med dans Foto: FLINDT MOGENS/free


Der blev strittet lidt for meget med bagen ifølge dommerne, da komiker Thomas Wivel gik på dansegulvet i sin debut i Vild med dans.

Komikeren og hans partner, den professionelle danser Katrine Bonde, blev derfor de første, der måtte forlade årets sæson af Vild med dans efter at have været omdans mod sidste uges bundskraber Astrid Krag.

- Det er aldrig rart at være de første, der ryger ud, men sådan er præmissen. Det er ærgerligt, for det er et sjovt program, siger Thomas Wivel efter han røg ud.

Den 46-årige komiker var dog alligevel okay med, at han ikke skal fortsætte i dansekonkurrencen.

- Astrid er en bedre danser, så jeg har det godt med, at det blev mig. Ellers havde jeg haft en mærkelig smag i munden, siger den rutinerede komiker og forklarer sin tidlige exit med nervøsitet.

- Jeg var alt for nervøs og tænkte for meget over det. Jeg er en meget verbal person, men kunne ikke få den energi ned i benene.

- Jeg troede faktisk, at jeg kunne leve mere på min showerfaring, men heldigvis bliver vi bedømt på det tekniske, siger Thomas Wivel, der nu glæder sig over at kunne få bedre tid til familien og det han er rigtig god til: nemlig stand up'en.

- Man kan ikke tænke en tanke uden at tænke på dans, når man er med i den her konkurrence, så nu kan jeg få tid til familien og stand up'en.

Der er nu 11 par tilbage i Vild med dans.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.