Vild med dans: Folkekær skuespillerinde klar
Skuespillerinden Søs Egelind skal være med i 12. sæson af Vild med dans.
Skuespillerinden Søs Egelind er klar til at konkurrere i danseprogrammet "Vild med dans" til efteråret.
Skuespillerinden Søs Egelind er klar til at konkurrere i danseprogrammet "Vild med dans" til efteråret. Foto: RASMUS FLINDT PEDERSEN/POLFOTO


Den folkekære skuespillerinde Søs Egelind skal til at pudse danseskoene.

Hun skal nemlig deltage i 12. sæson af Vild med dans, der ruller over skærmen på TV2 til efteråret. Det bekræfter TV2.

"Lærkevej"-skuespillerinden har tidligere takket nej til at være med i programmet, men nu er hun alligevel klar til at lære de svære dansetrin.

- Der skal meget mod til at sige ja til at udstille sig selv i den bedste sendetid med alt, hvad det indebærer, og udfordringerne står nærmest i kø. Min alder, den manglende form - og så ved jeg fra andre, der har medvirket, at quickstep og jive også vil blive en stor mundfuld, fordi der for alvor er knald på, siger Søs Egelind til TV 2.

- Jeg ryster i "buksen", men jeg glæder mig så meget til at spænde hjelmen og få gang i bentøjet, tilføjer hun.

Den 56-årige skuespillerinde har medvirket i en lang række danske film, og hun er kendt for sine roller i "Den Eneste Ene", "Nordkraft" og "Lærkevej". Nu glæder hun sig til at give den gas på dansegulvet.

- Jeg vil glæde mig som et barn til at lære dansetrinnene og puste mig igennem konkurrencen, så længe jeg overhovedet kan hænge på, siger Søs Egelind til TV2.

Søs Egelind får selskab af 11 andre kendte danskere, der alle skal svinge hofterne på dansegulvet i den næste sæson af Vild med dans.

Indtil videre er fem af navnene offentliggjort, og Søs Egelind skal konkurrere mod "Badehotellet"-skuespillerinden Ena Spottag, "SJIT Happens"-skuespillerinden Stephania Potalivo, sangeren James Sampson, basketballspilleren Chris Christoffersen og Cirkus Arena-kronprinsen Patrick Berdino.

De resterende deltagere vil blive afsløret i løbet af de kommende måneder.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.