Vild med dans-favorit: Det er svært for mig
Skuespillerinden Stephania Potalivo er blevet udråbt til Vild med dans-favoritten. Nu afslører hun, at hun har problemer med dansetrinene.


Når tv-programmet Vild med dans igen ruller over de danske tv-skærme, vil skuespillerinden Stephania Potalivo være klar til at svinge hofterne på dansegulvet.

Den 28-årige skuespillerinde og den professionelle danser Morten Kjeldgaard er allerede gået i gang med træningen. Det går dog ikke helt, som den unge skuespillerinde forventede.

- Det er hårdt og sværere, end jeg havde troet. Jeg har svært ved at lære dansetrinene og at forstå det, min partner prøver at vise mig. Men jeg har heldigvis fået en virkelig god partner, så nu må vi se. hvordan det går, siger hun.

Blot få timer efter at alle 12 nydansere var blevet afsløret, udråbte bookmakerne "Sjit Happens"-skuespillerinden til favoritten til at løbe med Vild med dans-trofæet. Stephania Potalivo har dog ikke helt samme tiltro til sine danseevner.

- Bookmakerne har heller ikke set mig endnu. Det er altså ret svært for mig, og jeg er bange for, at jeg pludselig går kold, griner hun.

På trods af den hårde træning og nervøsiteten, så glæder hun sig, til det store danseshow skydes i gang.

- Jeg er så fascineret af dans og hele det her univers. Jeg glæder mig til at lære de forskellige danse at kende, og så glæder jeg mig til at skulle bruge endnu mere tid med min partner, siger Stephania Potalivo.

Skuespillerinden ser også frem til at kunne danse rundt i smukke kjoler.

- Det er prinsessedrøm. Jeg glæder mig meget til kjolerne. Det er en kæmpe del af det, siger hun.

Stephania Potalivo er bedst kendt for rollen som Ane i tv-serien "Sjit Happens", og til september kan hun også opleves i anden sæson af tv-serien "Dicte".

Den tolvte sæson af det populære danseprogram går i luften fredag den 11. september, hvor seerne kan følge med på TV 2.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.