Vild med dans-drama: Skuespiller slog sanger ud efter point-chok
Fredag aften blev det et farvel til sangeren James Sampson og Mie Moltke i Vild med dans.
James Sampson og Mie Moltke forlod fredag aften Vild med dans.
James Sampson og Mie Moltke forlod fredag aften Vild med dans. Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


Der blev vendt op og ned på pointene denne fredag i Vild med dans i forhold til, hvordan det så ud for bare en uge siden.

Sidste uge kunne sangeren James Sampson og Mie Moltke nemlig glæde sig over aftenens højeste point, men denne fredag måtte de tage sig til takke med aftenens laveste karakter for deres slowfox.

Det betød også, at parret endte i farezonen sammen med skuespillerinden Søs Egelind og Mads Vad.

Seernes stemmer betød dog, at skuespillerinden slog James Sampson og Mie Moltke ud - de måtte skuffede og med blanke øjne vinke farvel til danseeventyret.

Skuespillerinden Søs Egelind og Mads Vad fik da også stor ros af dommerne for deres slowfox, og det var en tydelig rørt skuespillerinde, der med en tåre i øjenkrogen, tog imod parrets højeste karakter efter dansen.

Sidste fredag overlevede EM-helten John "Faxe" Jensen og partneren Karina Frimodt deres tredje omdans. Denne gang var der omvendt kun rosende ord fra dommerne, der kaldte parrets energiske jive for aftenens bedste dans.

Skuespillerinden Stephania Potalivo og partneren Morten Kjeldgaard levede sig ind i rollerne som soldaten og pigen, der gerne ville danse, da de gik på dansegulvet. Her dansede de en energisk jive fyldt med benspjæt, der næsten fik det lyserøde skørt til at flyve om ørerne på "Sjit Happens"-skuespillerinden.

Dommerne roste også skuespillerinden Ena Spottag og den erfarne danse Thomas Evers Poulsen for den lethed, de fik frem i valsen. Parret måtte nøjes med en andensidste-plads, men de strøg alligevel let og elegant videre i programmet.

Aftenen sluttede med en marathon-dans, hvor alle fem par skulle yde deres bedste på gulvet. Det krævede god kondition og koncentration, og de fire dommere sendte par efter par væk fra gulvet. Til sidst stod kun Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard og svingede hofterne, og de blev dermed kåret som vindere af dansen.

De resterende fire par kan opleves næste fredag klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.