Fredag aften imponerede den 44-årige James Sampson dommerne med sine samba-hofter, og han og partneren Mie Moltke endte med at blive aftenens helt store vinder med 25 point. De fik ovenikøbet årets første syv-tal af dommer Anne Laxholm.Men bag det store smil og glade humør gemmer den populære Vild med dans-deltager på tragisk fortid.
Søsteren blev slået ihjel, da James Sampson var 19 år og boede med sin familie i USA, fortæller han til BT.
- Hun var 27 år, men desværre havde hendes mand et problem med stoffer, som vi ikke vidste noget om. Han dræbte hende og begik selvmord bagefter. Så behøvede hverken min storebror eller jeg tage livet af ham. Det står jeg ved. En dreng vil altid beskytte sin søster, og vi har altid beskyttet hinanden i familien. Jeg synes en mand, der løfter sin hånd over en kvinde i andet end kærlighed, er en svagpisser. Vold er noget af det værste, der findes, siger James Sampson til BT.
Efter det tragiske dødsfald tog James Sampson og moderen sig af søsterens tre børn på fire, seks og otte år.
- Jeg kunne umuligt forlade familien på det tidspunkt, og de skulle ikke på børnehjem. I sorte og latino og asiatiske kulturer holder familien sammen. Vi gør også noget for de gamle, de kommer ikke på plejehjem. Hvorfor ikke give dem al den glæde de kan få i de sidste timer? Både min oldemor og mormor døde hjemme, siger James Sampson.
Næste fredag står han igen klar til at imponere dommerne på dansegulvet.