Vild lottogevinst: Mindst én amerikaner vinder milliardpræmie
En lottopulje på knap 1,6 milliarder dollar er onsdag blevet udløst i USA. Hidtil er tre vindere fundet.
Mindst en heldig amerikaner har vundet en kæmpe gevinst i Powerball-lotteriet.
Mindst en heldig amerikaner har vundet en kæmpe gevinst i Powerball-lotteriet. Foto: Scanpix


Mindst tre personer har foreløbig ramt alle cifre rigtigt i det amerikanske Powerball-lotteri onsdag, hvor en rekordstor samlet pulje på knap 1,6 milliarder dollar - svarende til cirka 6,4 milliarder kroner - var på spil.

En af de heldige lottospillere er blevet fundet i Los Angeles-forstaden Chino Hills. Ifølge Los Angeles Times er vinderkuponen blevet solgt i en 7-Eleven-butik.

To andre vinderkuponer er blevet solgt i henholdsvis Florida og Tennessee, rapporterer NBC News.

Tallene 04, 08, 19, 27, 34 og Powerball-nummeret 10 er de magiske tal, der skal til for at få del i puljen.

Der kan dog gå flere timer, inden det står klart, hvor mange spillere, der er i besiddelse af en kupon med alle seks cifre, lyder det fra Powerball-lotteriet.

Har man købt en kupon til to dollar, er chancen for at være jackpotvinder en til 292 millioner ifølge Powerball.

Dermed er chancen for en milliardgevinst, skriver nyhedsbureauet Reuters, mindre end risikoen er for at blive ramt af en asteroide i løbet af livet.

I de sidste timer op til udtrækningen blev der omsat for 1,3 millioner dollar i minuttet, oplyser The Powerball.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.