Vil tvangsflytte dyre handicappede: "Revolver-omsorg"
Favrskov vil kunne nægte at hjælpe meget plejekrævende handicappede borgere, med mindre de flytter i bo-tilbud eller på plejehjem.
Favrskov kommune gerne have lov til at stille betingelse for hjælpen til svært handicappede.
Favrskov kommune gerne have lov til at stille betingelse for hjælpen til svært handicappede. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Scanpix


Skal de dyreste handicappede kunne tvinges hjemmefra? Det lægger en kommune nu op til som frikommuneforsøg.

Hvis borgeren er dybt handicappet, vil Favrskov kommune gerne have lov til at stille betingelse for hjælpen.

Den handicappede skal flytte ind i et bo-tilbud eller på plejehjem, hvis vedkommende har brug for mere end 20 timers hjælp om ugen i eget hjem, hvad der kan koste op mod to millioner kroner.

"Revolver-omsorg"

Spastikerforeningen kalder det uetisk og revolver-omsorg, hvis man stiler et sådant krav.

- Det kan være rigtig dyrt at lade handicappede bo hjemme, men det løser man ikke med tvang, siger direktør Mogens Wiederholt fra Spastikerforeningen til DR Østjylland.

Han mener, man så bør diskutere, hvordan en finansiering skal foregå og lave en mere solidarisk fordeling af omkostningerne.

Forslaget ikke er vedtaget endnu, men formand for socialudvalget i Favrskov, Lone Glarbo, kalder forslaget rimeligt.

- Det fællesskab, man får i et botilbud, kan være mere værd end at bo hjemme, og der er fagligt personale tæt på hele tiden. lyder argumentet fra hende til DR.

Ekspert: Brud på serviceloven

Lone Glarbo er parat til at se på, hvordan man både kan sikre den handicappede et bedre liv og samtidig se på, hvordan man samfundsøkonomisk får mest for pengene.

Socialrets-eksperten Eva Naur Jensen fra Aarhus Universitet siger til magasinet Kommunen, at forslaget er et brud på serviceloven.

Det har været et grundliggende princip, at alle borgere har ret til hjælp i eget hjem - uanset omkostningerne.

Socialministeren skal sige god for, at det bliver et frikommuneforsøg.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.