Vil spare på OL-byggeri: Væk med stadion-tag
Stigende omkostninger til blandt andet arbejdskraft betyder, at Japan må spare på OL-byggeriet til OL i 2020.
OL bliver i 2020 afholdt i Japan.
OL bliver i 2020 afholdt i Japan. Foto: SJØRUP THOMAS/free


Det olympiske stadion i Tokyo i Japan bliver under legene i 2020 sandsynligvis uden et ellers planlagt rulletag.

Landets sportsminister, Hakubun Shimomura, har foreslået en række ændringer for at holde omkostningerne nede på det dyre hovedstadion, der alene anslås at koste omkring 9,5 milliarder kroner.

Ud over forslaget om at skrotte rulletaget foreslår ministeren, at 35 procent af de 80.000 planlagte siddepladser gøres midlertidige.

Hakubun Shimomura vil samtidig have Tokyos lokale myndigheder til at bidrage med 2,7 milliarder kroner til opførelsen af det store stadion.

Stigende omkostninger på japansk arbejdskraft har betydet, at arrangørerne har været nødsaget til at ændre på de olympiske planer.

Allerede i februar meldte de japanske arrangører ud, at man var nødsaget til at ændre på planerne for tre planlagte OL-byggerier for at spare 6,6 milliarder kroner.

En af de oprindelige planer var også at afholde størstedelen af OL-disciplinerne inden for en radius af otte kilometer fra den olympiske landsby, hvor atleterne skal bo. Den plan har vist sig at være for dyr, så den er sparet væk.

Det olympiske stadion bliver bygget ovenpå det gamle, nu ødelagte stadion, som blev lavet til legene i 1964.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.