Sex er sundt for din karriere ... og det er da i grunden ikke så tosset endda.
Et aktivt sexliv er nemlig nøglen til en højere lønseddel, viser ny forskning.
Studiet viser, at folk der har sex to eller tre gange om ugen, tjener mere end dem, der er mindre aktive på lagnerne, skriver telegraph.co.uk.
Sex er sjovt og hvis det samtidig gavner karrieren, er det da bare med at komme i gang. For JA, der er faktisk noget om snakken. Sex gavner din arbejdsbalance og det hjælper dig til at opnå mere også på løn-fronten.
Et godt privatliv giver succes på jobbet
Studiet er foretaget på Anglia Ruskin Universitet og er baseret på indsamlet data fra græske borgere. Her er en af forskerne bag studiet, doktor Nick Drydakis, ikke i tvivl om, at et godt hjemmeliv giver et bedre arbejdsliv.
Jo gladere og mere tilfredse folk er derhjemme, jo mere produktive og succesfulde vil de være på jobbet, hvilket basalt set medfører en højere løn, lyder forklaringen:
- Teorien bekræfter, at folk har brug for at elske og blive elsket både seksuelt og ikke-seksuelt. Er dette fraværende, bliver folk mere modtagelige for ensomhed, social angst og depression, og det vil alt sammen have effekt på arbejdslivet.
Studiet fandt samtidig ud af, at medarbejdere der er meget syge, generelt har mindre sex, end de mere raske – så også her hjælper sex med til et mere produktivt arbejdsliv, hvilket på den lange bane fører til tilfredse ledere og som regel en højere løn.
Faktisk viser flere forskellige studier, at koblingen mellem sex og den generelle sundhed hos folk er stærk, fortæller forskeren.
Der er altså mere end en højere månedsløn i spil, når du sørger for at have et aktivt sexliv.