Ajax-angriberen Viktor Fischer gjorde søndag opmærksom på sig selv forud for sommerens U21-EM i Tjekkiet.
Den 20-årige angriber scorede to gange for Amsterdam-klubben i en 3-0-sejr over Cambuur. Lasse Schöne stod for det sidste mål.
Fischer slog til to gange med få minutters mellemrum i begyndelsen af anden halvleg.
Målene kommer meget belejligt for Viktor Fischer, der for tre uger siden vendte tilbage til Ajax-holdet efter 14 måneders skadespause.
Om godt en måned skal Danmark spille U21-EM i Tjekkiet, og det står allerede nu klart, at landstræner Jess Thorup må undvære sin foretrukne angriber, FC Københavns Andreas Cornelius, der er langtidsskadet.
Selv om Viktor Fischer ikke har deltaget i U21-landsholdets kvalifikationskampe, så har Thorup fortalt, at han holder et øje med Fischer, der før sin skadespause var inde omkring A-landsholdet.
En anden dansker, Twentes Andreas Bjelland, scorede sit tredje sæsonmål i en 3-0-sejr over Dordrecht. Midterforsvareren nettede et kvarter før slutfløjt til 2-0.
Twente er placeret midt i Æresdivisionen, mens Ajax er nummer to. PSV Eindhoven har sikret sig den hollandske titel.
/ritzau/