Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 06:48
Viktor Fischer sørgede lørdag for lidt tiltrængt dansk succes i Ajax Amsterdam.
Den danske landsholdsspiller var med til at sikre storklubben 2-2 på udebane mod Twente i Æresdivisionen med en scoring midtvejs i anden halvleg.
Fischer indledte kampen på bænken, men 10 minutter efter pausen afløste han den polske angriber Arkadiusz Milik.
Kort efter fik danskeren reduceret til 1-2, efter at Twente havde bragt sig på sikker kurs mod sejren med en tomålsføring.
Et straffespark til Ajax i slutfasen betød, at danskerklubben kunne rejse hjem med uafgjort. Serbiske Nemanja Gudelj stod for udligningen.
Lasse Schöne sad på bænken i hele opgøret, mens Nicolai Boilesen endnu en gang var ude af truppen.
Ajax topper Æresdivisionen med 13 point efter de fem første spillerunder.
/ritzau/