Viktor Axelsen tæt på EM-exit i første kamp
Den andenseedede dansker havde store problemer med at besejre upåagtet franskmand ved EM.
Viktor Axelsen var tæt på at ryge ud i sin første kamp ved EM.
Viktor Axelsen var tæt på at ryge ud i sin første kamp ved EM. Foto: J¯rgensen Jakob/Polfoto


Det blev meget mere spændende end forventet, da Viktor Axelsen onsdag spillede sin første kamp ved EM i badminton i Frankrig.

Den andenseedede dansker havde store problemer med den upåagtede franskmand Lucas Claerbout, som tvang storfavoritten ud i tre sæt.

22-årige Viktor Axelsen endte med at vinde 23-21, 16-21, 22-20 over den cirka et år ældre franskmand, der ligger nummer 82 på verdensranglisten.

Dermed er danskeren klar til tredje runde, eftersom han var oversidder i første runde.

Lucas Claerbout kom foran 11-2 i første sæt, og han havde senere fire sætbolde, inden Viktor Axelsen alligevel endte med at vinde sættet.

Det fik dog ikke kampen til at ende med det ventede udfald, som en sejr i to sæt til Viktor Axelsen ville være.

Danskeren førte ikke en eneste gang i andet sæt, og denne gang formåede franskmanden at lukke sættet.

Det skete dog først på den syvende sætbold, efter at Lucas Claerbout havde bragt sig foran 20-10.

I tredje sæt var Viktor Axelsen klart toneangivende, og danskeren kom foran 17-10, inden franskmanden snuppede seks point på stribe.

Foran 20-17 misbrugte Viktor Axelsen tre matchbolde, men på den fjerde af slagsen lykkedes det ham at sikre sejren.

I herredouble måtte det nyligt sammensatte par Mathias Boe og Mathias Christiansen trække sig før deres kamp onsdag.

Det skyldtes, at Mathias Boe tirsdag kom til skade med tre fingre under træningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.