Viktor Axelsen smadrer Vittinghus i Japan
I kvartfinalen i Japan Open møder Viktor Axelsen en sydkoreansk kvalifikationsspiller.


Viktor Axelsen er klar til kvartfinalen i Super Series-turneringen Japan Open, der spilles i Tokyo.

Cirka en halv time skulle Axelsen bruge på at banke Hans-Kristian Vittinghus i den rent danske anden runde-kamp. Axelsen vandt 21-10, 21-18.

På blot 12 minutter vandt suveræne Axelsen første sæt med 21-10. Vittinghus var med til 3-3, men herefter stod der Axelsen på resten af sættet, som blev vundet efter fem point i træk.

Andet sæt var noget mere lige, og midtvejs var stillingen 11-11. De to fulgtes ad resten af sættet, men det var hele tiden Axelsen, som var skridtet foran.

Der skulle også kun en enkelt matchbold til, før Axelsen sikrede sejren i sættet, som han vandt 21-18.

I kvartfinalen møder Axelsen den sydkoreanske kvalifikationsspiller Lee Dong Keun. I to sæt sejrede han over inderen Prannoy Kumar 21-9, 21-16.

Danmarks på papiret bedste herresingle, Jan Ø. Jørgensen, døjer stadigvæk med sygdom efter VM i Indonesien i august, og han er derfor ikke med i Japan Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.