Viktor Axelsen holder pause og dropper Hongkong
Viktor Axelsen er ikke med i denne uges turnering i Hongkong, hvor Jan Ø. Jørgensen er tredjeseedet.
Viktor Axelsen dropper Hong Kong Open.
Viktor Axelsen dropper Hong Kong Open. Foto: Marcelo Del Pozo/Reuters


Denne uges Super Series-turnering i badminton bliver uden deltagelse af Viktor Axelsen.

OL-medaljøren har besluttet at hvile stængerne i de kommende dage og har derfor meldt afbud til Hong Kong Open, der begynder tirsdag.

- Desværre tager jeg ikke del i HK Open i år. Jeg har besluttet at tage en uges pause, før jeg fortsætter træningen frem mod de næste udfordringer, skriver badmintonstjernen på Facebook.

Axelsen, der er nummer fire på den seneste verdensrangliste, nåede senest semifinalen i China Open, men måtte give fortabt mod Chen Long. Kineseren tabte siden finalen til Jan Ø. Jørgensen.

Long og Jørgensen er seedet henholdsvis nummer to og tre i Hongkong, hvor Lee Chong Wei er topseedet.

Hong Kong Open er årets næstsidste Super Series-turnering.

Året bliver afsluttet med Super Series-finalerne i Dubai midt december, hvor der er en præmiesum på en million dollar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.