Vikartræner tager nye kræfter ind
Midlertidig landstræner Heine Eriksen benytter Golden League-stævnet i Frankrig til at se nye spillere an.
Heine Eriksen (tv) ses her med Ulrik Wilbek (th) prøver nye kræfter af.
Heine Eriksen (tv) ses her med Ulrik Wilbek (th) prøver nye kræfter af. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Der er nye ansigter i den landsholdstrup, som midlertidig landstræner Heine Eriksen har udtaget til håndboldkvindernes kampe i Golden League i Frankrig senere på måneden.

I forhold til den trup, der i december var med til EM i Ungarn og Kroatien, er der otte nye spillere med i turneringen, hvor Danmark skal op imod Frankrig, Norge og Polen.

- Jeg har oplevet, at der har været fem-seks spændende spillere at vælge mellem på alle positioner, og det er rigtigt fedt, siger Heine Eriksen i en pressemeddelelse.

Han har en baggrund som mangeårig U-landstræner og holder landsholdets trænersæde varmt, indtil Klavs Bruun Jørgensen overtager til sommer.

Med lang tid til de næste betydende kampe er Golden League-turneringen i Frankrig en oplagt mulighed for at se nye navne an.

- Vi har sammensat en trup af spillere, der er friske og helt skadesfri, så de kan præstere over en hel uge.

- Det er samtidig en meget lidt sammenspillet gruppe, og vi får kun tre træninger inden afrejse, så det er vigtigt, de kan være med i hele forløbet - og det er også med det udgangspunkt, vi spiller kampene, siger Heine Eriksen.

De to Silkeborg-Voel-bombere Jette Hansen og Anne Cecilie De la Cour er med i truppen, ligesom Nadia Offendal, Anne Mette Pedersen, Sarah Iversen, Kathrine Heindahl, Freja Cohrt Kyndbøl og Cecilie Greve er nye i forhold til EM-holdet.

Her er truppen til Golden League:

Målvogtere: Sandra Toft (Larvik HK), Rikke Poulsen (Viborg HK) og Cecilie Greve (HC Odense).

Fløjspillere: Freja Cohrt Kyndbøl (Skive fH), Ann Grete Nørgaard (Team Tvis Holstebro), Anne Mette Pedersen (København Håndbold) og Maibritt Kviesgaard (Team Esbjerg)

Stregspillere: Susan Thorsgaard (FCM Håndbold), Kathrine Heindahl (Randers HK) og Sarah Iversen (HC Odense).

Bagspillere: Jette Hansen (Silkeborg-Voel), Nadia Offendal (HC Odense), Kristina Kristiansen (Team Tvis Holstebro), Line Jørgensen (FCM Håndbold), Louise Burgaard (Viborg HK), Anne Cecilie De la Cour (Silkeborg-Voel), Stine Jørgensen (FCM Håndbold) og Anne Mette Hansen (København Håndbold).

Danmark møder Frankrig torsdag 19. marts. Lørdagen efter gælder det Norge, inden Polen venter i den sidste kamp søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.