Vikaren fra helvede kan sende Anette Vilhelmsen ud af Folketinget
Tømrersvenden Karsten Hønge (SF) kom ind som vikar i Folketinget midt under den krise, der endte med at SF forlod regeringen. Han kæmper for at komme tilbage.
Tømrersvend, fagforeningsmand og Bruce Springsteen-aficionado Karsten Hønge blev kendt som 'Vikaren fra helvede'. Han stiller op for SF på Fyn, hvor også tidligere formand Anette Vilhelmsen stiller op.
Tømrersvend, fagforeningsmand og Bruce Springsteen-aficionado Karsten Hønge blev kendt som 'Vikaren fra helvede'. Han stiller op for SF på Fyn, hvor også tidligere formand Anette Vilhelmsen stiller op. Foto: Henning Bagger /Arkiv/Scanpix


"Stem Hønge – der er brug for vikaren!" Sådan lyder Karsten Hønges valg-slogan, og SF’eren har udstyret sit navn med en trefork. Der er ingen tvivl om, at 'Vikaren fra helvede' godt ved, hvad han er mest kendt for.

Da Anne Baastrup tog orlov fra Folketinget i januar 2014, kom Karsten Hønge ind som hendes vikar. Han kritiserede regeringen hårdt for planerne om at sælge Dong-aktier til Goldman Sachs, som han kaldte "kælderkolde amerikanske kapitalister". Få dage senere forlod SF regeringen, og Annette Vilhelmsen gik af som formand.

Nu er de to partikollegaer også konkurrenter til det forventede enlige fynske SF-mandat.

For tømrersvenden Karsten Hønge er kampen mod social dumping afgørende. Og det burde den være for alle, mener han.

- Det er så vigtigt, fordi det ikke kun handler om lønninger, der bliver presset. Det handler om en tilstand, vi er i. Det handler også om grundlaget for at finansiere vores velfærdsstat, siger han.

Tryghed for lønmodtagerne

Den høje effektivitet i det danske samfund er nemlig bygget på et fleksibelt arbejdsmarked med tryghed for lønmodtagerne, mener den tidligere fagforeningsmand.

- Formår vi ikke at håndtere den udfordring, så får vi smadret det regulerede arbejdsmarked og vores faglige organisationer. Så har vi ikke længere det fleksible arbejdsmarked med den tryghed, det giver lønarbejderne, uddyber Karsten Hønge.

Derfor fremhæver han også dagpengene som en hjertesag. Bedre mulighed for genoptjening er første skridt, men på sigt er man også nød til at arbejde for, at satsen bliver højere, mener han.

Den tidligere formand for Forbundet Træ-Industri-Byg på Fyn var valgt ind i Folketinget for SF fra 2007 til 2011. han er ikke i tvivl om, at både fagforeningerne og Christiansborg skal på banen, hvis kampen mod social dumping skal vindes.

- Der findes ikke noget hurtigt fiks. Vi skal have stærke faglige organisationer, og vi skal have et politisk flertal, der er besluttet på, at holde hånden under det regulerede arbejdsmarked.

Skæv fordeling i Folketinget

Som tømrersvend, der var med til at bygge Storebæltsbroen, har han også et andet vigtigt job i Folketinget, mener Karsten Hønge: At få rettet op på det skæve forhold mellem akademikere og arbejdere.

- Jeg har absolut ingenting imod akademikere, men fordelingen skaber en politisk kultur, der er skævvridende.

Folketingsmedlemmernes baggrund har både betydning for måden, man taler på, og for hvilke emner, der kommer på dagsordenen, mener han. Et eksempel er nærliggende:

- Det er fuldstændig påfaldende, så mange år der gik, før man fik social dumping på dagsordenen.

Havde man haft en tilsvarende trussel mod for eksempel gymnasie- eller skolelærernes løn og arbejdsforhold, så skal jeg kraftstejleme love dig, at det var noget, vi var kommet til at kende i løbet af en eftermiddag for ti år siden, siger Karsten Hønge på sit klingende jyske. Morsingens sprog har ikke ladet sig mærke meget af 31 års bopæl på Fyn.

Ingen radikal fodlænke

Anderledes fåmælt svarer han på spørgsmål om det stormvejr, der i januar 2014 endte med, at SF klatrede i redningsbådene og forlod regeringen.

- Jeg er glad for at det endte, hvor det endte. At vi kom helskindede gennem processen. I dag kan folk jo genkende SF, siger Karsten Hønge.

- Midt i orkanen var det svært at bevare overblikket. Ville SF blive smadret af det? Jeg var stærkt overbevist om, at var vi fortsat, var vi blevet smadret, fortæller han.

At gå ud af regeringen og få en ny synlig ledelse reddede i hans øjne partiet.

- Vi skal altid være et parti, der potentielt vil gå i regering. Men vi skal aldrig lade os tvinge til at sælge vores politiske bedstemor.

En regering med både De Radikale og SF var et forkert projekt fra starten, mener Karsten Hønge. Det skulle have været enten eller.

- En anden gang kan det godt være, vi skal gå i regering igen. Men vi skal ikke have en radikal fodlænke om benet, siger 'Vikaren fra helvede'.

Springsteen-nørd

Karsten Hønge lægger ikke skjul på, at ved siden af familien har rockmusikken en vigtig plads i hans fritid.

Hvis du bliver valgt ind, hvad er så den først sang, der skal på anlægget derhjemme?

- Den rockede udgave af 'Ghost of Tom Joad', hvor Springsteen spiller sammen med Tom Morello (fra Rage Against the Machine, red.)

Du er måske glad for Bruce Springsteen?

- Don't get me started, griner han.

- Jeg er helt ude i det nørdede. Jeg har alt, hvad han har udgivet, flere bøger om ham og har gået til adskillige koncerter både herhjemme og i udlandet, afslører Karsten Hønge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.