Vikarbranchen er igen i fremgang: Derfor er fagforening bekymret
Fremgangen kan dække over et problem, mener HK/Privat. Fuldstændig uproblematisk, siger arbejdsgiverne.
- Vi mener ikke, at det er helt fair, at flere og flere arbejdsgivere prøver at omgå funktionærlovens opsigelsesvarsler og de goder, der er i overenskomsterne, ved at hyre gennem vikarbureauer, siger Simon Tøgern.
- Vi mener ikke, at det er helt fair, at flere og flere arbejdsgivere prøver at omgå funktionærlovens opsigelsesvarsler og de goder, der er i overenskomsterne, ved at hyre gennem vikarbureauer, siger Simon Tøgern. Foto: Scanpix/arkiv


Vikarbureauerne har de seneste måneder sendt flokkevis af vikarer ud til landets virksomheder.

Efter mere end et år uden stigning i vikarbeskæftigelsen er antallet af vikarer på landets arbejdspladser siden efteråret 2015 nu steget med 3-4.000 personer.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og HK/Privat.

34.300 lønmodtagere var således i arbejde som vikarbureauvikarer i alle brancher i februar 2016.

I HK/Privat glæder formand Simon Tøgern sig over, at erhvervslivet hyrer vikarer og sikrer flere lønmodtagere et job. Alligevel lurer faren, advarer han.

- Jeg er glad, hver gang et medlem kommer i arbejde, men jeg ser med en vis bekymring på, at den voksende beskæftigelse for en dels vedkommende sker via vikarer. Vi mener ikke, at det er helt fair, at arbejdsgiverne prøver at omgå funktionærlovens opsigelsesvarsler og de goder, der er i overenskomsterne, ved at hyre gennem vikarbureauer, siger Simon Tøgern.

Han understreger dog, at han generelt ikke har noget imod vikarbureauer, og at de udfylder en vigtig funktion på arbejdsmarkedet.

"Fuldstændig uproblematisk"

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har overenskomstchef, Martin Steen Kabongo, svært ved at se logikken i HK/Privats skeptiske holdning.

- Det er fuldstændig uproblematisk, at vi ser denne stigning. Det er et tegn på, at arbejdsmarkedet er presset. Den lave arbejdsløshed gør, at virksomhederne får sværere og sværere ved at rekruttere de fastansatte medarbejdere, de har behov for, og derfor bruger de vikarbureauer, lyder årsagsforklaringen fra landets arbejdsgivere.

Simon Tøgern så helst, at virksomhederne skruede ned for vikarer og op for fastansatte. Der er ingen grund til at holde lønmodtagere fast på korte, usikre kontrakter, når det ser ud til, at der er arbejde til dem, lyder det.

DA afviser dog, at der skulle være noget i vejen med vikar-kontrakterne.

- Det har svært ved at finde støtte i virkeligheden. Siden 2013 har vi haft vikarloven, som sikrer, at alle vikarer - udover de steder, man er sikret lige vilkår med overenskomst - nu også er sikret de steder, der ikke har overenskomst, siger Martin Steen Kabongo.

Svært at slå i chefens bord

Simon Tøgern fortæller dog, at en undersøgelse blandt HK/Privats vikaransatte viser, at vikarer er svagere stillet i forhold til at håndhæve deres rettigheder.

- Når man er løstansat kan det være svært at slå i chefens bord og kræve de goder, som overenskomsten ellers giver ret til, siger fagforeningsformanden.

Omvendt har DA lavet en analyse, der viser, at der ikke er nogen forskel, påpeger Martin Steen Kabongo.

Fremgangen i vikarbranchen betyder, at antallet af vikarer for første gang er tæt på at indhente niveauet fra før krisen, hvor omkring 38.000 var beskæftiget i branchen. Siden oktober 2009 er beskæftigelsen steget med omtrent 13.700 personer.

Udvikling i vikarbeskæftigelsen

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har sammen med HK/Privat analyseret udviklingen i vikarbeskæftigelsen. 

Analysen bygger på tal fra Beskæftigelsesministeriets DREAM-register og viser, at vikarbeskæftigelsen siden efteråret 2015 er steget med 3-4.000 personer (i alt 34.300), når der korrigeres for sæsonmæssige udsving. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.